4. del – Angst

Jeg sluttede 3. del af med at fortælle om det værste år i mit liv. På trods af de ting der skete i år 2015, så var det stadig angsten, som fyldte mest. Men nogle af de situationer jeg oplevede det år, var også med til at gøre angsten værre, for mit selvværd blev dårligere og det nærede selvfølgelig den sociale angst.

2016 blev året hvor jeg begyndte at passe på mig selv. Jeg boede hos min mor, hvilket gav mig en kæmpe tryghed, jeg var startet til psykolog og havde åbnet op for min angst. Jeg fortalte om angsten til min familie, mine veninder, studiekammerater, jeg begyndte at være bevidst om, hvor vigtigt det var, at jeg åbnede op. Og med mine fortællinger åbnede andre pludselig op for deres oplevelser med angst, depression eller andre traumer. Det var virkelig et omdrejningspunkt for mig. Jeg var ikke alene.

Selvom jeg begyndte at gøre en masse godt for mig selv, så led jeg jo stadig af angst. Men jeg var ikke faret vild mere, som jeg var i det forhenværende år. Det var et godt sted at starte, og de næste år gik det bedre, jeg flyttede til København igen, begyndte at ses meget mere med mine veninder igen, der begyndte at komme en balance mellem det sociale og min vigtige alene-tid.

Jeg startede på uddannelse i 2016, det var godt og jeg var glad for det. Jeg havde en praktikplads i Beskæftigelsesministeriets departement og gik i skole. Men min sociale angst blev mere og mere til en generaliseret angst, altså sådan en angst man konstant mærker i kroppen. En konstant uro, kontante tanker om jeg nu gjorde det hele godt nok, altså livet – er jeg god nok? Hvad synes andre om mig? Tanker jeg egentlig altid havde døjet med, men de tanker var nærmest til stede 24/7 nu. Jeg skulle hele tiden “tjekke” om jeg gjorde alt godt nok, så når jeg kom hjem fra arbejde, skole eller sociale arrangementer, skulle jeg lige sikkerhedstjekke i mit hoved, om jeg nu også havde gjort alt så godt som overhovedet muligt (OCD).

Nu var jeg jo voksen, arbejdede blandt andre (meeeget) voksne mennesker, altså embedsmænd i departementet (!), og hvordan skulle man kunne være voksen, en kvinde med “respekt-for-sig-selv-udstråling”, en kvinde med “ben i næsen”, når angsten var så meget til stede. De to ting havde jeg svært ved at forene, for jeg følte mig jo som en kvinde med dén udstråling og med ben i næsen, men samtidig jonglerede jeg med angsten ved siden af. Det drænede mig fuldstændig i store perioder og jeg var træt af at være træt.

Så 2017 blev året, hvor jeg begyndte at se på angst-medicin med mildere øjne. Min læge havde flere gange (i tre år) nævnt for mig, at det var en mulighed, og at de piller ofte havde en rigtig god virkning på angst. Men jeg havde som sædvanlig været for stædig, og ville klare det selv – uden piller. Men som sagt, jeg var træt! Og jeg begyndte at snakke med en af mine veninder omkring de her piller, hun havde selv erfaring med dem. En dag i januar, en uge efter vi var hoppet ind i 2018, stod det klart for mig, midt i et angstanfald, at jeg måtte prøve angst-medicin. Mit nervesystem var konstant på vagt og jeg kunne ikke arbejde med de værktøjer, som jeg havde fået med fra min psykolog. Min angst gik fra 0-100, ikke fysisk men psykisk, indeni mit hoved. Angsten fuckede mere og mere med min virkelighed, fordi jeg var så drænet. Jeg havde givet den kamp til stregen i flere år, og nu kunne jeg ikke mere.

D. 18. januar 2018 blev for mig en dato, jeg altid vil huske, som værende et kæmpe omdrejningspunkt i mit voksenliv, et meget positivt omdrejningspunkt. Den dag tog jeg for første gang 10 mg. citalopram. Man trapper stille og roligt op og efter en måned var jeg oppe på 20 mg. citalopram (min angst-medicin), én pille hver dag, som pludselig ændrede rigtig meget. Det er forskelligt, hvordan den virker fra person til person, nogle virker den slet ikke på, andre får det værre, men den virkede godt på mig. Faktisk rigtig godt.

Her to år efter er jeg stadig på min angst-medicin, og jeg tænker ikke specielt meget over det. For mig er det en vitaminpille, for min hjerne kan ikke selv kan producere nok serotonin (lykkehormon), – derfor den voldsomme angst. Måske kan min hjerne selv producere nok serotonin igen en dag, men ikke endnu. Den skal stadig have lidt hjælp. Her i sommers prøvede jeg at trappe ud, men det var en virkelig dårlig idé, det gik mildt sagt ikke godt. Jeg startede på angst-medicinen igen 2 mdr. efter jeg var stoppet helt på den. Jeg var for det første trappet for hurtigt ud, jeg fik alle bivirkninger ved udtrapning, som man nærmest kan få, og da bivirkningerne ikke var der mere, mærkede jeg en tiltagende angst. Pillerne hjælper mig med at tænke mere rationelt, så min angst ikke får lov at gå fra 0-100 på sekunder, de piller har hjulpet på både den sociale -og generaliserende angst. Når jeg tager sådan én pille hver dag, så oplever jeg nærmest ikke angst. Kun i små perioder, og slet ikke så voldsomt som inden pillerne, noget jeg også har skrevet om her på siden flere gange før.

Jeg er viiirkelig taknemmelig for at jeg lyttede til mig selv og min mavefornemmelse, for de her piller har været en kæmpe game changer for mig. Mit selvværd og min selvtillid har jeg fået tilbage, jeg tror på mig selv igen og er i en balance indeni, som jeg ikke har oplevet i meget lang tid. Jeg skal måske være på dem i mange år endnu, men det gør ingenting, det vigtigste er, at jeg har det godt. Og det har jeg i store hovedtræk, ligesom alle andre, man er jo bare et menneske med mange, mange følelser.

Jeg er ikke angst for fremtiden mere, jeg mærker ikke en konstant angst og uro i kroppen, jeg føler, jeg har ligeså meget ret til min mening som alle andre, jeg er mig selv igen. Min hjerne, tanker og følelser er ikke i konstant katastrofeberedskab mere.

En anden ting – Jeg har altid ville være mor, jeg har selv to brødre, min kæreste har også to brødre, jeg elsker børn og glæder mig til at opleve en graviditet, fødsel og alt der hører med i moderskabet. Det gode ved de angst-piller er også, at jeg godt må tage dem under en graviditet og også under amning, det er fantastisk, for så skal jeg ikke gå med en tanke i baghovedet om, at jeg skal ud af min angst-medicin inden min kæreste og jeg går igang med at udvide vores lille familie herhjemme.

Så med en noget mildere afslutning denne gang, vil jeg nu slutte 4. del af, og 5. del udkommer om nogle dage, den sidste del, så har jeg været kronologisk gennem min angst-fortælling fra start til hvor jeg er nu. Der kommer selvfølgelig flere angst-indlæg, for livet er jo ikke kun et eventyr med en god slutning – Livet sker her og nu og det samme med op -og nedturene. Men livet er jo bare noget sjovere, når nedturene ikke fylder for meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *