3. del – Angst

Det er d. 18. januar, mens jeg begynder at skrive på 3. del om min angst. Solen skinner idag, det er lørdag og jeg skal lave mange gode ting – jeg skal ud og skøjte med mine brødre i Enghaveparken og i aften mødes med min veninde Sigrid til øl (deeejligt)! Så selvom det bliver svært at skrive 3. del, da året 2015 indgår, så må jeg bare have i ménte, at jeg kommer ud af den triste stemning senere idag med gode mennesker omkring mig.

Godt… Så jeg starter nu. Jeg vil først fortælle om år 2013, hvor jeg sluttede 2. del af ved. Her var panikangsten begyndt at udvikle sig til en social angst. Den sociale angst er den angst, som har været den værste for mig, den mest invaliderende, den som har fyldt mest. Det er den angst, som også stadig fylder i mit liv.

Jeg fik en kæreste i år 2013, vi havde det godt sammen, men i løbet af både 2013 og 2014 var jeg ude for nogle svigt fra hans side. Jeg vil ikke komme ind på dem, for det er ikke de svigt, som har givet mig angst. Men fordi den sociale angst var taget til i foråret 2013, kunne jeg mærke, at den sled på mit selvværd og min selvtillid. Og de svigt jeg var ude for, gned mere salt i det åbne sår, der var begyndt at åbne sig igen, altså arret jeg før har nævnt, det ar jeg fik fra mit ene år på Køge Gymnasium. Jeg følte mig ikke god nok, jeg blev lidt en skygge af mig selv i perioder af 2013. Jeg var 19 år i 2013 og det var sommeren, hvor jeg blev student. Heldigvis var jeg stædig den sommer, og min sociale angst tvang jeg i baggrunden, for jeg ville have en fantastisk sommer med mine veninder. Jeg gjorde de ting, som ellers ville få min angst frem, jeg lod ikke angsten bestemme over mig. Så jeg var til alle studenterfester med mine veninder og venner, jeg var på den sjoveste vogntur med min klasse, jeg holdte selv en stor studenterfest i mine forældres have, og sluttede studentertiden af med en uge på Roskilde Festival. Rimelig heftigt, men alt den alkohol, man fik i den periode, gjorde at jeg kunne glemme angsten, mens jeg var igang med alt det sociale. Ikke sundt, men det virkede.

Da den sommer var ovre og mit sabbatår skulle til at gå igang, kunne jeg mærke, at jeg havde kørt mig selv for hårdt. Så den sociale angst voksede. Pludselig havde jeg ikke mine veninder og venner omkring mig hele tiden, for vi var gået ud af Handelsskolen. Det var svært, og forstærkede min sociale angst, nu skulle jeg til at lære en masse nye mennesker at kende. Og hvad med uddannelse, hvordan skulle jeg nogensinde kunne klare det med den tiltagende sociale angst – den tanke hjemsøgte mig meget. Men 2013 blev til 2014 og det var året, hvor jeg for anden gang oplevede et svigt fra min daværende kæreste, men vi blev sammen og var også ude og rejse den sommer. Det blev vinter og vi flyttede sammen til København. På det tidspunkt var der ikke mange af mine veninder, som var flyttet til byen endnu, så det var egentlig ret ensomt, og den vinter fra 2014 til 2015 var mørk for mig. Jeg følte mig meget alene, selvom jeg havde en kæreste, men jeg var ensom i vores forhold. Og det var som om, jeg havde ekskluderet mig selv fra fællesskaber, fra mine veninder, pga. den sociale angst. Inden jeg går videre med det, så tror jeg lige, jeg vil forklare mere om, hvad den sociale angst var for mig. Jeg har forklaret, hvor den opstod og hvorfor – et resultat og en videre forgrening fra panikangsten og det selvværds-ar der derved blev åbnet igen. Men hvad den konkret indeholdt for mig var, at jeg var angst for at blive misforstået i min angst – hvis jeg pludselig kunne mærke angstsymptomerne og deraf få fysiske tegn, som rødmen, formulere mig forkert, rystende stemme, rystende hænder. Jeg blev angst for at folk ville synes, jeg var mærkelig, selv mine veninder, selv min familie – så stærk var den sociale angst på det tidspunkt. Så det gjorde, at jeg isolerede mig. Jeg var sammen med mine veninder en gang imellem, men jeg var også meget alene. Jeg havde dog brug for alene-tid, for jeg havde endelig fundet en slags ro ved at være alene, og havde fundet ud af, at jeg ladede op, når jeg var alene. Men samtidig var der ikke en balance mellem alene-tiden og det sociale. Før var det det sociale, som fyldte for meget, inden angsten ramte mig hårdt igen, nu var det alene-tiden som fyldte for meget.

Og 2015 ramte mig hårdt, ikke kun angst-mæssigt, men specielt var det ydre faktorer, som spillede ind. Den første hjerteknusende oplevelse i 2015 var, da mine forældre en da kom hjem til mig og fortalte de skulle skilles. Jeg vidste godt, deres forhold nok var på vej derhen, men det var stadig et kæmpe tab, at mine forældre nu skulle gå fra hinanden, bo hver for sig, have hver deres liv. Heldigvis var jeg jo blevet voksen, og boede ikke hjemme mere. Men mine lillebrødre var stadig under 20 år og boede hjemme, så det ramte dem på en anden måde, især min yngste lillebror, som var 14 år på det tidspunkt. Deres skilsmisse gik faktisk godt, som sådan en skilsmisse nu engang kan gå. Min far blev boende i mit barndomshjem og min mor flyttede i et hus kun 10 min. derfra, så de boede og bor stadig i den samme by. Det har hjulpet meget, og de er venner den dag idag. Der gik lidt tid, før de nåede dertil, men der er de nu.

Den anden hårde oplevelse i 2015 var et kærestebrud, vi gik fra hinanden og var fra hinanden i næsten et år derefter. Men mens bruddet stod på og vi var igang med at flytte fra hinanden, opdagede jeg, at jeg var gravid. Forfærdeligt. 21 år gammel, fyldt op af angst, så jeg fik en abort. Det var psykisk hårdt for mig, rigtig hårdt. For jeg har altid vidst, jeg en dag skal være mor, og havde aldrig nogensinde tænkt, at jeg kunne komme ud for at skulle have en abort. Men det valgte jeg, jeg var alt for ung på det tidspunkt og havde det ikke godt. Jeg kan mærke, når jeg skriver det her, så bliver jeg meget i tvivl, om jeg vil dele det, det er så personligt, men samtidig må jeg også bare huske på, at mange kvinder oplever det, og mange taler ikke højt om det. Det skal ikke være skamfuldt at få en abort, det er sindssygt hårdt, og der er også her brug for noget mere åbenhed omkring det, så jeg lader det blive stående i det her indlæg.

Det jeg skal til at skrive nu, bliver jeg også helt i tvivl om jeg egentlig vil dele. Men nu prøver jeg at skrive det ned, og så må jeg beslutte, om det skal blive stående her. Jeg var ude for et overfald (overgreb) fra en fremmed mand, en dag jeg var på vej hjem fra byen. Jeg havde været ude med min veninde, og da jeg skulle cykle hjem, væltede en mand mig af cyklen og forgreb sig på mig. Heldigvis kom der folk forbi i det øjeblik, han startede med at holde mig fast, så han flygtede væk, og det endte ikke ud i en voldtægt eller hvad han havde tænkt sig. To personer kom mig til undsætning og hjalp mig, de ringede til politiet, og der gik en eftersøgning igang. Politiet tog det heldigvis meget alvorligt. Desværre fandt de aldrig ham manden, der gjorde det, men hvad politiet fortalte mig, skræmte mig fra vid og sans – der havde været så mange overfald og voldtægtssager det efterår i 2015. Flere af de kvinder havde været ude for, at det var en mand som kom cyklende og så “lod” som om, han cyklede ind i dem, så de væltede, og da han så ville “hjælpe” dem op, begyndte han at forgribe sig på dem. Det var fuldstændig det samme, jeg var ude for.

Så da efteråret 2015 blev til vinter, var jeg færdig, og fuldstændig ved siden af mig selv. Jeg endte med at “flygte” fra min egen virkelighed ved at flytte til England over hos en familie, hvor jeg var au pair. Det hjalp i nogle måneder, men jeg skulle have hjælp fra en psykolog efter de ting jeg havde været ude for i det år. Så jeg endte med at rejse hjem igen efter små 3 mdr. Jeg flyttede hjem til min mor, fik alt den støtte og kærlighed fra min familie, som jeg havde brug for, og jeg startede endelig til psykolog.

Her vil jeg slutte 3. del af. Og så er jeg færdig med det år, år 2015, det har skulle ud i lang tid, kan jeg mærke, og det er det så nu. Jeg har læst indlægget igennem mange gange, og der er gået tre dage, fra jeg startede på det, til jeg nu er klar til at udgive det. Idag er det d. 21. januar.

Jeg lader det hele stå, selvom det er så grænseoverskridende for mig at dele, men på den måde tager jeg styringen over det, som før har gjort mig ked af det og angst.

Tak for I læser med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *