Del 2 – Angst

Som jeg sluttede første del af med, vil jeg nu i anden del fortælle om, da angsten kom tilbage igen, denne gang for at blive.

Jeg havde, fra jeg var 15 til 18 år, ikke meget fokus på den angst, som nu var gået i dvale. Den tittede dog stadig frem en gang imellem, men lagde sig ligeså hurtigt igen. Det gjorde den ved, at jeg holdt mig i gang med mine sociale gøremål, hver dag, og fest hver weekend med mine veninder, både fredag og lørdag, nogle gange også på torsdage. De år gik med at have det travlt og sjovt, så jeg ikke ville falde tilbage i angstens favn, men desværre var jeg godt i gang med at samle sammen til et kæmpe angstudbrud, hvilket jeg selvfølgelig ikke vidste på det tidspunkt. Jeg fik nemlig heller ikke meget søvn i de tre år. Jeg ville -og kunne ikke gå glip af noget, jeg kunne ikke overskue, hvad der ville ske i mit sind, hvis jeg prøvede at sætte mig ned alene med mine tanker. Det turde jeg ikke. Så jeg var angst for den forhenværende angst de år, men, så kliché-agtigt som det end lyder, druknede jeg den i sociale ting og alkohol.

Jeg gjorde det, de fleste teenagere gør i de år. Men jeg lyttede ikke til mig selv, lyttede ikke til min krop, som skreg på, at jeg skulle sætte farten ned og stoppe op. I baghovedet vidste jeg det måske nok, men, som sagt, jeg turde ikke, for hvad ville der ske, hvis jeg stoppede op.

Vi spoler lige tiden tilbage til, da jeg er 15 år og ikke fokuserer så meget på angsten for at blive psykisk syg mere. Jeg gik ud af 9. klasse som 15 årig, startede derefter på Køge Gymnasium, men havde et elendigt år, hvor de fleste af mine veninder gik i en helt anden klasse, og min egen klasse var ikke sund, i hvert fald ikke for mig. Jeg var den yngste i klassen, nogle af dem jeg gik i klasse med var 18 år, og de gjorde alt for at holde mig udenfor fælleskabet. Hvilket gik udover mit selvværd. Det hele eskalerede ved, at jeg sidste skoledag, for 3. års eleverne, fik hældt en hel ketchup udover mig, det var to 3. års piger, den ene holdt mig fast, mens den anden hældte ketchuppen ud over mig. Min veninde, som var sammen med mig, kunne bare stå og se til, selvom hun også prøvede at stoppe det. De to 3. års piger havde set sig ondt på mig, hvorfor? ja.. fordi jeg talte med en dreng fra deres årgang. Så efter den sommer, sommeren 2010, var jeg færdig med Køge Gymnasium, jeg nåede lige at gå tre dage i 2. g, men ugen efter startede jeg på Køge Handelsskole. Det er en beslutning, jeg aldrig har fortrudt. Jeg havde en fantastisk klasse, tre fantastiske år, hvor vi alle holdt sammen, både piger og drenge. Jeg kendte i forvejen også mange flere på Handelsskolen, så jeg følte mig tryg, da jeg startede. Jeg valgte at gå 1. år om, for ikke at komme ind i en sammentømret klasse. Nu var jeg 16 år, og passede aldersmæssigt meget bedre sammen med dem på min årgang, jeg var ikke længere den yngste.

Men kombinationen af et selvværd med et kæmpe ar (et ar der var opstået på Køge Gymnasium), og nogle år på handelsskolen, som gik med fester meget af tiden, resulterede i et kæmpe panikangst-anfald som 18 årig. Jeg skulle hjem til min veninde, vi skulle gøre os klar og mødes med vores andre veninder, og derefter i byen. Vi gik og gjorde os klar, vi drak drinks og min veninde hev en joint frem, vi røg noget af den, men pludselig kunne jeg ikke engang overskue at tage mine sko på. Jeg kunne ingenting, jeg hørte bare en kæmpe høj lyd i mit hoved, og jeg spurgte min veninde, om hun også kunne høre det, det kunne hun ikke, og dér gik det op for mig, at det var min egen puls, som jeg kunne høre. Mit hjerte bankede hurtigt, meget hurtigt. Jeg blev bange og fik et helt klassisk panikangst-anfald, jeg havde ikke prøvet at få sådan et anfald før, så jeg troede, jeg var ved at få et hjerteanfald. Det endte med, at jeg lå på hendes sofa og følte jeg havde tigerbalsam på hele kroppen. Min far kom og hentede mig, og efter den dag, gik det op for mig, hvad der skete, jeg skulle til at lytte til min krop. Jeg snakkede heldigvis med mine forældre om det, og de kunne fortælle mig, at det var et vaskeægte panikangst-anfald, jeg havde haft. Efter den dag begyndte jeg så småt at åbne op omkring min angst overfor mine forældre, men stadig ikke overfor mine veninder. Jeg ville have, de stadig skulle se på mig, som de plejede, som en med overskud, smil og altid ja-hatten på. Ikke en der led af angst. Det var slet ikke noget, man snakkede højt om dengang og slet ikke blandt unge.

Ovenstående panikanfald skete i efteråret 2012, så det var begyndt at blive meget mørkt. Og en dag jeg skulle hjem til en anden veninde, kørte jeg alene i bil derhjem. Hun boede på det tidspunkt hjemme, det gjorde vi alle jo i den alder, og hendes forældre boede på landet, så der var en lang strækning, hvor jeg skulle køre af en smal vej uden gadelygter. Dér begyndte jeg at mærke panikangsten i min krop igen. Ikke fordi jeg var bange for at køre galt eller var bange for mørket, men jeg blev angst for angsten, angsten for at få et panikanfald i bilen helt alene. Så det fik jeg selvfølgelig, for når man først bliver angst for det, og tænker på det med et ”åh nej”, så begynder man at mærke alt fysisk. Det kan bedst beskrives sådan her: Vejrtrækningen bliver meget hurtig og overfladisk, hjertet banker ligeså hurtigt, som hvis man løb ALT hvad man kunne, alt i kroppen begynder at summe, man får tunnelsyn og kan slet ikke tænke klart. Det føles lidt, som sekundet inden man skal op til en meget vigtig eksamen bare gange 1000 værre og det er altså en kontant følelse, som kan vare ved meget længe.

Så nu skulle jeg døje med det, men jeg prøvede for første gang at arbejde med min angst. Selvom panik-angst er rigtig væmmeligt, så er det ikke den angst, som har fyldt mest hos mig. Den angst kommer jeg til i 4. eller 5. del.

Men år 2012 blev til 2013 og dødsangsten kom tilbage, for min lillebror blev syg. Han fik en nyresygdom, som gjorde, at han var indlagt længe. Først vidste lægerne ikke, hvad han fejlede, de vidste bare, at den var gal. Så jeg gik ind i det år med en panikangst i baghovedet og en voksende dødsangst, igen bange for at miste en jeg elskede ubeskriveligt højt. Heldigvis var hans forløb slet ikke i nærheden af alt det, jeg forstillede mig i mine angst-tanker, men det jeg før ikke havde fået bearbejdet, kom nu tilbage og manifisterede sig, indtil min lillebror var hjemme igen og stabil. Han fik medicin i flere år, men er heldigvis helt rask nu.

Den vinter og starten af foråret i 2013 dannede panikangsten en ny angstgren. Nu gik det stærkt, og alle de år med for lidt søvn og for meget socialt i mit liv, resulterede i en angst for at panikangsten skulle opstå i sociale sammenhænge. Pludselig kunne jeg ikke lide at fremlægge mere, for hvis min hjerterytme steg bare en smule, koblede min hjerne det med det samme til panikangsten. Jeg kunne pludselig heller ikke lide at være på steder med mange mennesker, nu fik jeg hjertebanken bare af at skulle ned kantinen og spise, jeg blev angst for at rødme foran andre, simpelthen angst for at vise kropslige tegn på angst. Følelserne prøvede jeg at pakke væk, dem måtte jeg under ingen omstændigheder vise til andre, sådan havde jeg det, jeg var en fiasko, hvis jeg viste svære følelser.. Hvilket er lidt svært ikke at gøre, når man døjer med angst og oveni havde en syg lillebror.

Jeg bliver helt træt, mens jeg skriver alt det her, og dykker ned i hver en angsttype, jeg har oplevet, som på hver deres måde har invalideret mig i lange perioder af mit liv. Puha… angst er virkelig en fucker, en fucker som vokser, hvis man ikke får gjort noget ved den, den forgrener sig, laver nye veje i luften ud til andre angstgrene.

I næste del vil jeg fortælle om år 2013, 2014 og 2015. Tre meget forskellige år, men nogle år som var med til at jeg i 2015 ikke var helt mig selv mere. År 2015 er også det værste år, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Så det bliver ret svært for mig, at sætte mig ned og skrive om det, men ud, det skal det.

Endnu engang tak for du læser med, jeg håber min ærlighed, kan være med til at hjælpe andre, for det er den eneste måde, hvorpå man finder ud af, at man ikke er alene om at have det svært. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *