Del 1 – Angst

Godt. Her er del 1, hvor jeg beskriver min første oplevelse med angst.

Jeg var 5 år og var begyndt, at undre mig over, hvorfor jeg ikke havde en mormor og morfar. Jeg vidste, de var døde, men jeg vidste ikke, hvordan og hvorfor de var døde i en så tidlig alder. En dag spurgte jeg min mor, hvordan det var sket og hvor gammel hun var, da hun mistede sine forældre. Min mor var helt ærlig og lagde ikke et filter over hendes svar. Hun skånede mig selvfølgelig for detaljer, men hendes svar var følgende at; hendes mor, min mormor, havde fået en psykisk sygdom, som på tragiske vis resulterede i, at hun kun efter et par måneder med den psykiske lidelse, begik selvmord. Min mor var kun 12 år, da hun mistede sin mor. Efterfølgende har min familie fundet ud af, at min mormor måske blev fejlmedicineret, for dengang, tilbage i 1983, vidste man ikke meget om psykiske sygdomme. Det var et chok for mig at høre, at min mormor havde begået selvmord og at min mor kun havde været 12 år, da det skete. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, som 5 årig mærkede jeg en angst, en angst for at det samme skulle ske for min mor. Jeg var efterfølgende så angst og rædselsslagen for, at min mor skulle gå igennem det samme som hendes mor, og at jeg så også ville miste hende. Jeg gik med det for mig selv, jeg ville ikke bekymre mine forældre, især ikke min mor. Jeg havde også en utrolig stor medfølelse for min mor, jeg blev ved med at tænke oplevelsen om og om igen, hvad hun havde måtte gå igennem. At miste sin mor, når man stadig er et barn, jeg kunne ikke forestille mig noget værre – selvfølgelig. Men det endte med, at jeg alligevel fortalte om min angst til min mor, jeg fortalte, at hver gang hun blev ked af det, blev jeg med det samme SÅ angst for, at hun nu ville gøre det samme som sin egen mor. Efter et stykke tid slap angsten og tanken mig heldigvis, min mor fortalte mig, at det som skete for hendes mor, aldrig ville ske for hende, og det svar hjalp mit lille 5 årige hjerte for en stund.

Men som 13 årig kom den samme angst tilbage. Bare i en lidt anden form. En pige, der gik en årgang over mig, begik selvmord. Min klasse og skolen fik på en eller anden måde af vide, at hun havde haft en psykisk sygdom, og den var skyld i, at hun begik selvmord.. En kun 14 årig pige. Det var så forfærdeligt, tænk at man kunne få så ondt indeni, at man så det som den eneste og sidste udvej – jeg kunne ikke slippe den tanke. Jeg havde en kæmpe livsglæde og lige pludselig kom en anden side af livet og lagde en skygge over mine tanker og mit sind. Jeg blev igen angst og rædselsslagen, men nu selv for at blive psykisk syg. De eneste to personer jeg kendte til, som havde haft en psykisk sygdom, var endt i selvmord. Så min hjerne lagde med det samme to og to sammen, og en katastrofetanke, som blev min sandhed, opstod – “Hvis man blev psykisk syg endte det altid i selvmord”, det fortalte min hjerne mig. Min 13 årige hjerne kunne pludselig ikke tænke rationelt, ihvertfald ikke omkring psykiske lidelser, for jeg var ramt af en altoverskyggende angst. Den var enorm og den fyldte mit hoved og tanker hver dag. Jeg valgte igen ikke at sige noget til mine forældre, heller ikke mine veninder. Jeg ville ikke have mine forældre skulle blive bekymrede og bange for, at jeg var ved at blive psykisk syg, og jeg ville ikke have mine veninder skulle tænke, at jeg var mærkelig. Jeg følte mig mærkelig fordi jeg pludselig havde så dystre tanker, og ikke var optaget af “almindelige” teenage-problemer. Jeg var så bange hele tiden. Man kan overbevise sin hjerne om alt, især hvis man har angst, så jeg troede i næsten 2 år, at jeg faktisk var på randen til at blive psykisk syg. Men det var jo “bare” angsten, det blev jeg klar over, da jeg var omkring 15 år. Jeg havde stadig ikke snakket med nogen om det, hvilket jeg senere hen har ønsket, jeg havde gjort, så jeg allerede som 13 årig kunne være blevet beroliget og fået nogle gode snakke med en psykolog. Men en dag tvang jeg mig selv til at stoppe de dystre tanker, og på en eller anden måde stoppede jeg igen mine angst-tanker for en stund. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men det hjalp, at jeg havde fået nogle mere “overfladiske” ting at tænke på, jeg følte, det var overfladiske ting, fordi det ikke var noget alvorligt, helt “almindelige” teenage-problemer. Jeg var begyndt at feste lidt, jeg var begyndt at interessere mig for det modsatte køn, og mine veninder fyldte min hverdag, så jeg mættede mig i sociale ting for at slippe for mine tanker. Jeg er stædig, meget stædig og i denne situation hjalp min stædighed mig, men angsten var ikke glemt, den var bare lagt i en slags dvale.

I næste del vil jeg fortælle om, da angsten dukkede op igen, og denne gang på fulde drøn, fordi jeg ikke havde fået bearbejdet mine første angstoplevelser.

Tak fordi du læser med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *