Let it go…

Jeg har besluttet mig for at år 2020 skal være det år, hvor jeg får ting ud af mit system – forskellige traumer, dårlige minder og ting jeg hænger fast ved, det skal ud af mit system, så det ikke får lov at fylde på samme måde mere. Det vil stadig være en del af mig og mit liv, og angsten vil nok altid være til stede, men jeg har mere og mere kontrol over den. Og med det mener jeg, at jeg egentlig prøver at gøre det modsatte, ikke at kontrollere den, men lade den sive ind og ud af min krop og mit sind, acceptere den og ikke hænge for meget fast i den med mine katastrofetanker, som tager til jo mere jeg prøver at få kontrol over dem. Man kan ikke kontrollere og styre sin angst og tanker, men man kan begynde at lade det flyve “frit” som strøtanker, og ikke hænge fast. Det jeg beskriver her, kan man kun, hvis man er et nogenlunde godt/okay sted i sit liv, og har et selvværd som fylder mere på den gode måde end den dårlige måde. Jeg har selv været der, hvor jeg slet ikke ville kunne mestre ovenstående, bla. igen i sommers, det er først de seneste to år, jeg er begyndt at kunne det, og det var mine angst-piller, som hjalp mig med at komme dertil. Jeg kunne ikke selv, for jeg gik fra nul til 100 på et sekund, når jeg mærkede angsten, det gør jeg ikke, når jeg er på mine angst-piller og derfor kan jeg bedre bruge de metoder, der virker for mig, for ikke at tage angsten og tvangs -og katastrofetankerne for alvorligt.

Så jeg vil over 5-6 dele (indlæg) fortælle om min angst fra start til hvor jeg er nu. Det første indlæg kommer imorgen, jeg er igang med at skrive på det, men det tager noget tid for mig, det er meget personligt, men samtidig også noget jeg vil kunne dele med andre. Jeg har nemlig selv manglet personlige beretninger og erfaringer fra folk med angst alt den tid, jeg har haft angsten tæt på mig. Der er heldigvis begyndt at komme flere af disse beretninger, men der er stadig mest at finde fakta og faglitteratur, artikler fra fagpersoner og psykologer om angst og andre psykiske lidelser. Det har jo været et kæmpe stort tabu, og er det egentlig stadig på mange måder. Men det er godt at høre det fra de personer, som virkelig oplever det og lever med det, for først der, begynder man ikke at føle sig så alene med det. Man har brug for at kunne relatere. Så jeg vil begynde at åbne mig rigtigt op omkring min angst med detaljer, oplevelser osv., på den måde kan det hjælpe andre og også mig selv, det skal ud, jeg skal slippe det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *