Snart 2020

Smukt tal! Nu går vi snart ind i det nye år og jeg glæder mig. Jeg glæder mig faktisk altid til nytårsaften og til at afslutte året med manér, starte på noget nyt og friskt. Jeg ved godt, det hele bare er det samme dagen efter nytårsaften (krydret med tømmermænd) – men et nyt år er startet og det er en god følelse. År 2019 har både budt på gode og dårlige dage, det har egentlig været et ret almindeligt år. De bedste ting har været: at flytte sammen med Frederik, mit første år som studiesekretær på et universitet er gået og det har været -og er godt! Vi har fået vores kat Vilma, og min moster og tante fik endelig deres datter. Af de dårlige ting indtager angsten førstepladsen. Jeg havde en forfærdelig sommer pga. den, og et efterår, hvor jeg har skulle kæmpe mig tilbage igen, det er heldigvis lykkedes mig. Selvom det lyder klichéagtigt, så har det faktisk gjort mig en del stærkere.

Nytårsaften kommer til at foregå stille og roligt i år. Frederik er på arbejde, men når han han fri, henter jeg ham og så kommer han hjem til lækker middag og rødvin. Når klokken er ved at slå 12, går vi sammen med et vennepar ned til stranden med champagne og kransekage, der er god udsigt til fyrværkeriet, og jeg elsker fyrværkeri.

Jeg har til det nye år fire enkle nytårsforsæt, nogle ville nok kalde dem kedelige, men altså.. her kommer de:

  • Få ryddet op i alle mine billeder på computeren, de ligger i et stort rod
  • Spise flere grøntsager (jeg elsker grøntsager, men spiser ikke nok af dem)
  • Få gang i en ordentlig opsparing
  • Jeg har et kreativt projekt, som jeg håber, bliver en realitet

Sååå kom godt ind i det nye år – år 2020!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *