4. søndag i advent

Jeg har lige været i bad, og sidder nu med min kaffe og en (meget sund) rødbedejuice, som jeg ikke kan finde ud af, om jeg kan lide eller ej. Men jeg prøver at få lidt vitaminer i mig denne vinter. Idag skal jeg ud og skøjte i Enghaveparken på Vesterbro med min mor, lillebror og svigerinde. Så hyggeligt! Jeg er så småt ved at være lidt i julestemning og jeg har endelig juleferie, jaaaa.

En anden ting – Vilma er blevet teenager, ja det bliver katte åbenbart også. Så hun løber rundt i hele lejligheden konstant og tror hun er en stor tiger. Hun vil ikke sidde hos os, som hun plejer, hun er virkelig blevet en selvstændig lille dame. Jeg håber, når hun er ovre den periode, at hun bliver mere kælen og rolig igen, det er altså lidt hyggeligere, (ja, jeg er også menneske-egoist, og jeg ved godt, hun er et dyr, og ikke bare en hyggelig lille ting), men lige for tiden savner jeg hende altså som nuttet killing.

Imorgen er det lille-juleaften og den aften skal jeg holde jul hos min farmor og farfar med mine brødre og far. D. 24 – juleaften kommer til at foregå med min mors familie i år, hjemme hos min moster og tante, men min far skal heldigvis også med, (mine forældre er skilt). Så det bliver nogle dejlige dage med massere af kærlighed og god mad. To af mine absolutte yndlings ting – familietid og god mad.

Vi skal ikke have julegaver denne jul, min mor, moster og tante har sammen besluttet, at vi skal lege pakkeleg istedet med genbrugsgaver. Så vi skal hver især have 2 gaver med, som er fra en genbrugsbutik eller fra velgørenhed. Vi bliver 15 mennesker juleaften, så det bliver en kæmpe pakkeleg med 30 gaver, helt uden gaver bliver denne jul altså ikke.

En lille jule-update fra mig, god jul til alle!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *