Et lille pip fra mig

Frederik er taget til Malaga med nogle af hans venner. De skal fejre en vens 30 års fødselsdag hele weekenden, så ja, lidt misundelig er jeg da. Men jeg skal nok også finde på noget sjovt. Imorgen skal jeg b.la. til julefrokost med veninder, vi skal drikke rødvin, snakke, danse og selvfølgelig spise julemad, men jeg glæder mig mest til rødvinen og de lange snakke.

Rødvinen er tiltrængt efter en meget travl uge på arbejdet, jeg kan godt mærke det er lige op til juleferien – projekteksamener skal planlægges færdigt, semesterbeskrivelser skal rettes igennem en sidste gang, re-eksamener skal også planlægges, censormails skal sendes ud til mine eksterne censorer, planlægning af forårssemestret er i fuld gang, skemaer skal gå op, lokaler skal gå op… og jeg kunne blive ved, for ikke at tale om indbakken der hurtigt vokser med en masse mails og hasteopgaver, som pludselig kommer ind fra højre. Nå, men når det så er sagt, så elsker jeg faktisk mit arbejde, sådan har jeg det ihvertfald for det meste.

Men derfor kan man alligevel godt få brug for noget rødvin (og ferie!!) efter nogle travle uger (måneder), hvor det er gået lidt for stærkt på arbejdet. Jeg glæder mig til at få mere energi og overskud, og det tror jeg virkelig juleferien kommer til at give mig.

Imorgen kommer der et indlæg om forventninger, de forventninger man har blandt familie, arbejde, veninder, kæreste. Det er jo noget, man oplever nærmest hver dag, og noget jeg har tænkt meget over det sidste halve år. Som skrevet flere gange tidligere, så fik jeg jo et virkelig slemt angstudbrud i sommers, som varede det meste af efteråret også, og mens det har stået på, så har jeg haft svært ved at leve op til de forventninger, jeg har fundet ud af flere, end man måske lige går og tror, har til en. Noget som egentlig har gjort mig skuffet, altså jeg er blevet skuffet over de mennesker, som har haft forventninger til mig, måske mest fordi jeg ikke selv har de store forventninger til andre – ikke andet end at man skal være god, ordentlig og respektfuld overfor hinanden. Nå men mere om det imorgen.

Godnat fra Vilma og jeg, men først lige et opkald til Frederik, som jeg allerede savner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *