Lidt mere om den angst

Jeg har i mange år haft det sådan, at en tanke kan sætte sig fast i mit hoved, altså en angst-tanke. Lidt ligesom hvis man har en sang på hjernen, som kører på repeat. Forestil dig den samme angst-tanke fylde dit hoved dag ud og dag ind konstant i et helt år. Det prøvede jeg engang, da jeg var 13 år gammel. Jeg var angst, virkelig angst for at blive psykisk syg. Det var der flere forskellige grunde til, noget jeg meget gerne vil uddybe en dag i et længere indlæg.

Jeg er heldigvis blevet bedre til ikke at lade disse angst-tanker sætte sig fast, men det sker alligevel en gang imellem at angsten fylder i flere uger. Jeg har dog nu i en lang periode, med hjælp fra mine angst-piller, kunne mærke, at de maks. får lov at fylde to dage i træk. De to dage mærker jeg ca. til hver 14. dag, har jeg regnet mig frem til. Jeg har nogle gange tænkt over, om det har noget med min cyklus at gøre. Angsten rammer ofte i den periode, jeg har ægløsning og 10-14 dage efter lige op til min menstruation. Men hvis jeg ikke er på mine angst-piller, fylder angsten næsten konstant i mit hoved, så på den måde kan det alligevel ikke have noget at gøre med min cyklus, tænker jeg. Hmm jeg ved det ikke.. Men de her piller gør ihvertfald, at jeg bliver mere ligeglad med angsten, jeg tænker ikke over hver en angst-tanke, som flyver forbi min bevidsthed, jeg kan bedre abstrahere fra dem, istedet for at lade mig distrahere af dem.

For to uger siden havde jeg et par dage, hvor angsten fyldte meget, og så kom den igen her igår. Jeg sad en time og var meget opslugt af angst-tankerne, jeg blev ked af det og utryg. Men fik tilsidst rejst mig op fra sofaen og prøvede at få min opmærksomhed hen på noget praktisk, ligesom jeg har skrevet om før. Det hjælper mig at være praktisk, når jeg bliver helt paralyseret af angsten og tvangstankerne.

Og det hjalp også igår, men jeg føler mig stadig mærket, det er det samme hver gang, det samme aftryk angsten efterlader, den samme triste stemning.

Men jeg har taget en beslutning. Det gjorde jeg faktisk for en uge siden, da jeg følte mig psykisk stærk igen – Jeg har tænkt de samme tvangstanker igennem 1.000.000.000 gange før, jeg har prøvet det her så mange gange, og det gør ingen forskel, så jeg kan ligeså godt lade være med at spilde min energi på det, stoppe mig selv med det samme og ikke tænke tvangstankerne til ende. For det er dér angsten bliver større og jeg bliver paralyseret. Den her konklusion giver måske ikke mening for andre, men det gør den for mig, og jeg vil virkelig prøve at efterleve den. Så kryds fingre for mig.

Nu vil jeg tage ud og spise med min mand, for han har inviteret mig ud, jeg skal bare lige huske en masse lommetørklæder, min læbepomade og næsespray. Den vinterforkølelse har virkelig ramt mig, men det skal ikke slå mig ud. Nope.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *