Fremtidstanker

Det er fjerde gang, jeg prøver at starte denne sætning, men jeg kan ikke rigtig få ordene ned i dag. Det er et stykke tid siden, jeg har haft det sådan. Men hvis jeg skal prøve at sætte et par ord på, hvad der fylder i mine tanker for tiden, så er det utrolig meget tanker om fremtiden – Hvad der skal ske arbejds -eller uddannelsesmæssigt og jeg ved det faktisk ikke, jeg ved bare, hvad der ikke skal ske, det fandt jeg ud af i går. Men jeg er sikker på, at det er meget sundt at stoppe op en gang imellem og trække vejret dybt ned i maven, mærke efter og tænke over, hvad der gør en glad. Lige mærke livet her og nu inden man bliver revet alt for meget med af hverdagens travlhed med fuldtidsjob og praktiske gøremål, som ofte fylder lidt for meget.

Jeg synes, det er en vigtig snak, at vi prøver at udfordre den måde, vi arbejder på. Jeg synes personligt ikke, det er optimalt, at skulle arbejde fra kl. 8-16 fem dage om ugen. Jeg bliver hurtigt stresset, det er et mén af den angst, jeg har haft i mange år. Den sidste periode med fuldtidsarbejde og eksamen har resulteret i, at mit hjerte er begyndt at slå dobbeltslag igen og så ved jeg, at det hele går for hurtigt og at jeg ikke lytter nok til mig selv og min krop.

Jeg vil gerne være med til at udfordre den måde, vi har indrettet vores arbejdsliv på, for jeg tror ikke, det nødvendigvis behøver at være sådan. Jeg vil tage min tanke -og skriveproces med mig ud i livet og forhåbentligt, finder jeg snart ud af, hvad jeg vil bruge de næste par år på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *