Rastløshed og et savn til København

Jeg føler mig splittet for tiden, jeg føler mig rastløs. Store dele af mit liv har jeg haft følelsen af, at jeg aldrig helt kan hvile der, hvor jeg er lige nu og her, som om jeg mentalt altid er på vej videre til et nyt sted.

Rastløsheden bunder især i et savn til København. Jeg savner København, og jeg har fået lyst til at flytte tilbage igen. Frederik og jeg har snakket om det, og det er bestemt ikke noget, som ikke kan lade sig gøre. Men hvis det skal være, så skal det være fordi, vi køber en andelslejlighed med tanke på at bo der i mange, mange år og få vores familie der.

Huset med have, som jeg også drømmer om, kunne komme senere hen. Tanken om at vi i meget nær fremtid skulle købe et hus, skræmmer mig lidt, det er som om, jeg ikke er helt færdig med at bo i København. Men tvivlen nager mig – jeg kan ikke lade være at tænke, om det bare lige er noget, jeg har lyst til for en lille periode, fordi jeg ikke har været i København særlig meget siden vi flyttede til Solrød. Jeg arbejder godt nok i København, men det er ikke det samme.

På den ene side ville det være så lækkert at bo tæt på mine veninder igen, cykle rundt i København og bruge byen hver dag, men på den anden side elsker jeg også bare ro og natur.

Jeg vil gerne snart finde vores fremtidige hjem, der hvor vi skal bo i mange år, og det er altså stort at skulle finde lige det hjem. Jeg ville ønske, jeg havde en lidt bedre fornemmelse af, hvor det skulle være. Det er dér, jeg føler mig splittet. Den ene dag har jeg lyst til at bo inde i byen, og den anden dag på landet, fra den ene yderlighed til den anden.

Jeg savner bare København, jeg savner at være en del af byen. Måske går det savn over, hvis jeg bliver bedre til at besøge København, men det kan også være det er et savn, der er kommet for at blive. Jeg er ihvertfald gået i gang med at kigge på andelslejligheder i København, så måske bliver det en realitet, nu må vi se..

Angst, angst, angst…

Jeg har det svært for tiden, det har jeg haft hele sommeren. Jeg begyndte at trappe ud af min angstmedicin i maj måned, men det er gået så dårligt, så jeg er startet på den igen. Men det nedtrapningsforløb har nærmest givet mig et lille traume, så jeg føler stadig angst, selvom jeg er startet på medicinen igen. Jeg håber snart den virker rigtigt, der kan gå op til en måned, mener jeg.

Igår var jeg på seminar med mit arbejde i Jylland, men jeg var nødt til at tage hjem, fordi min angst gik amok og havde været til stede i min krop hele dagen. Det er simpelthen så hårdt og væmmeligt, når jeg får det sådan. Jeg har heldigvis de bedste kollegaer, meget omsorgsfulde og forstående.

Der er semesterstart om lidt, og da jeg er studiesekretær på et universitet, så er der meget travlt for tiden, så jeg har lidt en dårlig samvittighed, selvom jeg ikke skal have det. Jeg har meldt mig syg idag og tror jeg arbejder hjemme imorgen, så jeg kan komme helt ovenpå igen.

Frederik er en kæmpe støtte, det samme er min familie. Det var min mor, som simpelthen kørte hele vejen fra Sjælland til Jylland for at hente mig igår aftes. Jeg følte mig så lille, da jeg skulle ringe efter hende, men det er jeg ikke, som hun sagde til mig, det er stærkt at man mærker efter i sin krop og lytter til den. Så det er det, jeg må gøre lige nu, lytte til min krop, og bare være til, trække vejret og ligge trygt under min dyne.

En lille angst-update fra mig, jeg har savnet at skrive.