Angst, følelser og accept

I angsten er man udelukkende i sine følelsers vold og alle sanser er forstærkede, man kan mærke alt i ens krop. Mine følelser har tit fået frit løb, når jeg har været alene. Her har jeg tilladt mig selv at græde, at blive sur på min angst og at mærke frustrationen over den. Det kan føles meget overvældende, alle de følelser og tanker der fylder fra top til tå.

Når jeg er i mine følelsers vold, så giver jeg mig hen til det, jeg føler, det kan være alt fra glæde til sorg. Jeg udtrykker det med ord og stemning. Det er sundt at udtrykke sine følelser, men når man er “fanget” i sine følelser under angst, er det meget væmmeligt, fordi man mærker sin krop og sine følelser på en helt anden måde, man føler, man mister sig selv – Jeg har prøvet at græde uhæmmet, flygtet fra sociale situationer og følt mig som en fiasko, når jeg ikke har haft lyst til at gå udenfor min dør. I disse tilfælde er det ikke sjovt, at give sig så meget hen til det man føler.

Men at være i mine følelsers vold er for det meste også en god og sanselig oplevelse, især når det er udsprunget fra positive følelser. I forhold til de negative følelser kan det være en befrielse at give sig selv lov til at græde, at sørge, at sætte sine egne grænser, at være vred eller at turde sige sin mening. Man skal ikke underkende sine følelser. Men som jeg skrev igår, ville det være rart, at kunne skrue lidt ned for følelserne til tider.

Jeg mærker meget, føler meget, det er nogle værdier, jeg elsker, men det er også et livsvilkår, som jeg har skulle lære at elske. Det kan være opslidende, hvis man ikke drager omsorg for sig selv, når følelserne flyder over. Det er nok det vigtigste, når man er midt i angsten, at drage omsorg for sig selv, acceptere at man er i sine følelsers vold, acceptere man føler meget og acceptere at man skal lytte til sin krop. For når man har angst, prøver kroppen at fortælle noget meget vigtigt – at man skal passe på sig selv.

Den lille orkan

At være i mine følelsers vold er noget, jeg har mærket meget til i de perioder, hvor min angst har været på sit højeste. Men jeg er ofte, i enten stor eller lille grad, “fanget” i mine følelser på både godt og ondt.

Det har spændt ben for mig nogle gange, især når jeg har reageret for hurtigt på den lille orkan indeni mig. Den som opfanger alle mine følelser og opfanger alle de signaler, jeg modtager udefra.

Den lille orkan kan både være en orkan, som er blevet skabt af negative følelser altså sårede følelser, vrede følelser og skuffede følelser. Men den kan heldigvis også, som den er for det meste, være skabt af det helt modsatte nemlig de positive følelser – lykke, glæde, kærlighed og når jeg har mærket en forelskelse. I min forelskelsesrus har jeg altid været meget i mine følelsers vold og jeg tager mine beslutninger ud fra mit hjerte -og min mavefornemmelse, jeg vælger følelser fremfor fornuft. Mine beslutninger, i alle henseender af livet, kan derfor nogle gange ende med at blive meget spontane og intense.

I forhold til det spontane og intense har jeg oplevet, at mine konflikter også flere gange er startet meget spontant og derefter endt meget intenst.

Jeg elsker meget intenst og altid med hele mit hjerte, men når jeg konflikter, bliver det også meget intenst både med andre mennesker men også med mig selv. Den lille orkan rammer mig ikke ligeså ofte mere, som den gjorde engang. Men jeg vil gerne blive bedre til først at drøfte de negative følelser, når orkanen har lagt sig, så jeg ikke ender med at såre et menneske, ikke ender med at såre mig selv og derved faktisk ender med at få min pointe frem, blive en god samtale rigere og måske sidder overfor et menneske, som godt kan forstå, hvorfor jeg følte sådan til at starte med.

Følelser er det, der gør livet værd at leve og den lille orkan mærker alle nok til en gang imellem. Jeg selv skal huske alle nuancerne i orkanens vindstille øje, når det hele bliver lidt for sort/hvidt midt i orkanens storm.

En vigtig snak

I sidste uge startede DR et tema om angst. Man følger forskellige mennesker, som lider af angst og med hver deres historie skildrer de hudløst ærligt, hvordan det påvirker dem i deres hverdag, i deres liv. Angst kan komme i alle afskygninger og det ser og mærker man tydeligt i deres fortællinger. Deres ærlighed er meget rørende og den beviser, hvor vigtig og nødvendig en snak det er.

En pause fra byens puls

Jeg var hjemme hos mine forældre denne weekend. Min mor, far og ældste lillebror havde arrangeret deres fødselsdage over lørdag og søndag. Lørdag blev tilbragt i min mors have og søndag blev tilbragt i min fars have. Det var så tiltrængt at have en hel weekend med min familie og det var så tiltrængt med en pause fra København.

Stilheden, den friske luft og smukke natur der er i -og omkring min barndomsby savner jeg og jeg savner de rigtige strande – Vemmetofte strand(!). Det kan København med dens anlagte parker og havnebade altså ikke hamle op med.

Jeg har lidt et elske/hade forhold til København. Jeg elsker, at byen giver mig alle muligheder for at være spontan og at jeg bor i cykelafstand til mine veninder og mit arbejde. Jeg elsker min hyggelige, lille lejlighed og de smukke, historiske og gamle bygninger som København har talrige af. Jeg elsker kulturmiljøet, mangfoldige Nørrebro, smukke Frederiksberg Have, caféerne på Vesterbro og sommeraftener i Københavns gader. Jeg elsker København, det gør jeg virkelig. Men, men, men… jeg er næsten hver dag træt af larm, byens travle summen, forurenende biler, utålmodige cyklister, asfalt over det hele og mange mennesker næsten lige meget hvor man går hen. Sidst, men ikke mindst, er jeg træt af at høre på de fordomme, nogle Københavnere har, om mennesker der bor udenfor København. Jeg må bare sige, at hvis man ikke har oplevet næsten andet end København her i Danmark, så går man virkelig glip af meget smukt.

Men nok om det. Jeg savner bare landet ekstra meget lige for tiden og jeg glæder mig helt ufatteligt meget til sommerferie. Noget af min ferie skal tilbringes på landet med sommeraftener i mine forældres haver, cykel -og gåture omringet af marker og skove, jordbærplukning og badeture på Vemmetofte strand. Det lyder meget idyllisk, men landet er meget idyllisk. 🙂

Et univers af ord

Det at skrive har altid været et frirum for mig især i svære perioder af mit liv. Jeg bruger tid på at vende, dreje og smage på hvert et ord, ord som tilsammen skaber flere forskellige sætninger og midt i blandingen af ord og grammatik bliver et lille univers til – et univers fyldt med stemning og følelser. Ord kan noget helt særligt, det er lidt magisk og lyder ofte smukkere på skrift end verbalt.

Jeg kan huske min kærlighed til at skrive, startede lige efter, jeg havde lært alfabetet i børnehaveklassen. Jeg skrev mit første digt som 8 årig. Det var et digt skrevet til et par i min familie, som var ude for noget meget tragisk. De rammede mit digt ind og hang det op. Jeg følte at skrevne ord allerede der, kunne gøre en forskel.

Jeg har aldrig rigtig skrevet dagbog, jeg har skrevet, når jeg har haft noget på hjertet, men det har ikke været i dagbogform. Gennem årene er de skriv blevet til mange. Min computer er snart 6 år gammel og der ligger et kæmpe univers af ord, som jeg gerne vil dele ud af. Det var også en af grundene til, jeg valgte at skabe denne platform, jeg savnede, at kunne dele ud af mine skriv.

Selvom jeg aldrig har skrevet dagbog, kan man godt kalde denne platform for en offentlig dagbog, jeg vil faktisk hellere kalde det en offentlig dagbog end en blog, da det her egentlig ikke er en blog. Jeg har ikke skabt denne platform, fordi jeg vil være blogger. Jeg vil dele ud af mine ord, mine skriveuniverser store som små.

Jeg tænker meget over, hvad jeg deler herinde. De fleste af mine indlæg læser jeg igennem mindst 30 gange, inden jeg trykker udgiv. Derfor kan det irritere mig, når jeg som en dag i går læste nogle af mine allerede udgivende indlæg igennem igen og fandt et sted, hvor jeg brugte lidt de samme valg af ord i to sætninger, som jeg havde skrevet lige efter hinanden. Der kan jeg mærke min perfektionisme skinner meget igennem. Men jeg går op i det, da jeg har en stor respekt for ord, ord der er tænkt over og valgt med omhu.

Ord kan skabe et univers af kunstværker og det elsker jeg.

Lykken

Som jeg skrev i går, havde jeg en hel aften for mig selv, noget jeg havde set frem til. Men efter et par timer alene, fik jeg alligevel lysten til at lave noget spontant. Så jeg spurgte Linnea, om hun ville cykle med ud og bade på Svanemøllen strand.

Sådan blev tirsdag pludselig forvandlet til, hvad der føltes som en feriedag sydpå, også selvom vandet var lidt koldt. Der var helt vindstille og himlen havde den der smukke lillablå farve. Jeg var hurtigt i vandet to gange, jeg kan ikke så godt lide, når jeg ikke kan se gennem vandet, jeg har en meget irrationel hajskræk…. men Linnea var modigere og svømmede rundt.

Vi skålede i en øl, mens solen gik ned, og lige der midt på badebroen, med min bedste veninde ved min side, der mærkede jeg lykken.

Så blev det tirsdag igen

Dagene går virkelig stærkt og tiden flyver. Man kan kalde det en kliché at udtrykke sig sådan, men det siger bare noget om, at det er en følelse, de fleste kan nikke genkendende til. Den følelse af ikke rigtigt at kunne følge med – og pludselig blev det mandag igen.

Det bliver også altid lidt uhyggeligt, når ældre mennesker påpeger, at det med årene kun kommer til, at føles som om, tiden går hurtigere og hurtigere.

Selv når jeg er på arbejde eller er alene hjemme, går tiden hurtigt. Jeg har aldrig rigtig tid til at kede mig, det kan jeg godt savne en gang imellem. Jeg elsker at være alene, en aften eller en hel dag i mit eget selskab giver mig fornyet energi. Men lige for tiden er det sjældent, jeg har sådan nogle dage eller aftener. Når jeg endelig har det, nyder jeg det så meget, at det aldrig når derhen, hvor jeg pludselig keder mig.

Selvfølgelig elsker jeg også at være sammen med andre mennesker. Den her pinseweekend er fløjet af sted med de mennesker, jeg elsker. Næste weekend bliver tilbragt med min familie, de bedste dage er altid sammen med dem.

Men om jeg er alene eller er blandt andre, så flyver tiden af sted og nu blev det tirsdag igen.

I aften har jeg en hel aften uden aftaler, det er tiltrængt. Jeg kom hjem fra arbejde kl. 17 og her en time senere sidder jeg og spiser en rejemad, mens jeg skriver.

Om lidt vil jeg sætte mig ud i solen med en kop kaffe og bare lukke øjnene. Efter et par timer i mit eget selskab vil jeg sikkert kigge på klokken og blive overrasket over, at klokken allerede er 20-21-22-23-24… Og så blev det onsdag igen.

Vinterbarn

Jeg har skrevet et digt kaldet ”Vinterbarn”. Jeg skrev det for nogle måneder siden og nu er det på tide også at dele ud af disse skriv. Det er en lille hyldest til januar, som nok er den mest udskældte måned af alle.

 

Hun er et vinterbarn født i den koldeste måned på hele året

Januar er stærk og smuk på sin egen måde men også sårbar

Da hun var lille, misundte hun dem, der var født om sommeren

Sommerbørn virker mere bekymringsfrie end vinterbørn

Vinterbørn virker ofte alvorlige, eftertænksomme og melankolske

Tre ord der har fulgt hende gennem livet

Tre stærke ord, tre smukke ord men også tre sårbare ord

Færdiguddannet!

Det er en ret vild følelse at skrive ovenstående. Jeg er færdiguddannet, det blev jeg i går. Min eksamen gik rigtig godt, meget bedre end jeg havde turde håbe på. Jeg tror faktisk, det er den bedste eksamen, jeg nogensinde har været til.

Jeg følte mig sikker og egentlig tryg i situationen. Jeg stod op, mens jeg forsvarede min fagprøve og fremlagde min perspektivering og mit nye løsningsforslag, hvilket fungerede meget bedre for mig end at sidde ned. Jeg har i min fagprøve skrevet om videndeling, et emne jeg synes, er meget spændende. Alt i alt har det bare været en rigtig god proces, jeg har lært en masse fagligt men også en masse om mig selv.

Angsten og nerverne tog slet ikke over, som jeg ellers er vant til. Det er en helt ny situation for mig og jeg har stadig ikke rigtig forstået, at jeg har været oppe til min afsluttende eksamen, det forløb så stille og roligt. Jeg plejer at mærke min krop så sindssygt meget op til eksamener og egentlig bare i det hele taget. De sidste par måneder har på en måde givet mig et helt nyt liv, ligesom min læge beskrev det, da jeg var op hos hende for nogle uger siden til en samtale.

Da jeg kom ud fra eksamenslokalet stod min familie klar med store smil, blomster og en masse kram.

Vi gik rundt i København hele dagen. Vi drak rosé på Gråbrødretorv, derefter gik vi ned til Nyhavn og fik en is, så gik turen videre til Café Ofelia, som ligger lige ved siden af Skuespilhuset, her sad vi med kolde øl og en smuk udsigt til vandet. Til sidst tog vi på Alabama Social ved Søerne og spiste aftensmad.

En hel perfekt dag i solen med de mennesker der betyder aller mest for mig.

Jeg er nu blevet uddannet indenfor offentlig administration og sagsbehandling og som en ekstra bonus måske snart med fuldtidsjob, hvis ikke, så tænker jeg at gå i gang med at læse videre til studievejleder efter sommerferien. Jeg har søgt ind på uddannelsen, men jeg får først svar i løbet af juli måned. Det er ellers noget, jeg har sat lidt på standby i tankerne, men jeg overvejer det stadig, jeg vil gerne arbejde mere med mennesker.

Men for nu vil jeg nyde, at jeg er færdiguddannet og jeg har en dejlig, og indtil videre meget solrig og varm, sommer foran mig.

Angstfølelsen

Jeg skal op til min afsluttende eksamen på onsdag. Jeg er egentlig ikke nervøs, i hvert fald ikke endnu, det kommer nok dagen inden – de velkendte sug i min mave efterfuldt af noget der føles som tunge hoppebolde. Mit hjerte som slår hårdere og hårdere, hurtigere og hurtigere. Til sidst stråler små stød ud i mine hænder og fødder, de når helt ud til fingre og tæer, derefter begynder jeg at ryste og det samme gør min stemme.

Min yndlings lærer i folkeskolen sagde engang til mig, at det altid var godt at være lidt nervøs til en eksamen, nervøsiteten skulle bare ikke tage over. Den sætning efterlevede jeg ret godt i nogle år. Men på mit 3. år på handelsskolen blev den nervøsitet til en alt for dominerende følelse. Ikke kun til eksamener også i min hverdag.

Den angst jeg har følt i mange år, har især båret præg af social angst. Her kan den konstante fysiske følelse, bedst beskrives, som den følelse eksamensangst giver en, noget de fleste prøver at opleve i deres liv. Det er en nervøsitet i kroppen som, i mit tilfælde, tog fuldstændig over. Jeg følte på et tidspunkt, jeg havde mistet alt kontrol. Jeg begyndte at ryste i hverdagen, mit hjerte begyndte at slå dobbeltslag mange gange i minuttet og jeg havde kronisk ondt i min mave i en periode. Meget væmmeligt. De fysiske mén fra angsten, blandet med alle de hårde tanker jeg gik med, gav mig følelsen af, at jeg var ved at give op indeni. At jeg bukkede under for noget, jeg ikke helt vidste, hvad var. Jeg åbnede heldigvis op for det både overfor mine forældre, veninder og Sebastian, da jeg på et tidspunkt indså, at det her kunne jeg ikke klare alene.

Jeg har i dette lange forløb selv været vidne til, at psykisk sygdom er mere tabubelagt end fysisk sygdom. I vores samfund er det stadig et tabu at snakke om. Selv i medierne er den store uvidenhed, omkring psykisk sygdom, til at få øje på. Resultatet af dette er, at mange mennesker lider i stilhed. Det har jeg selv gjort og det fængsler en. Det er som et langsomt selvmord at gå med angst helt alene. Jeg følte, på de værste tidspunkter, at jeg var ved at miste mig selv – den jeg er, de drømme jeg har og alt det, der gør mig glad.

Den her dialog er vigtig og det er noget, jeg vil blive ved med at skrive mere og mere om herinde. Det er noget, der har fyldt hver dag hos mig i seks år. Min angst startede, da jeg var 18 år og det er først som 24 årig, jeg har sat mig selv fri, at angsten ikke fylder på samme måde mere. Det har virkelig taget tid og det har krævet flere forskellige psykologer, mange åbne dialoger med de mennesker jeg elsker, det har krævet flere forskellige rigtig dygtige læger og det har til sidst krævet medicin.

Man kan ikke klare det uden andre mennesker omkring en, angst er noget alle mennesker har, men angst er også noget, der for nogle mennesker tager fuldstændig over. Derfor er det et emne, der skal snakkes om, det skal ikke ties, det skal ikke bagatelliseres, det skal ikke gemmes væk. Det er en del af det at være til, at være menneske og at have en krop.