Nu fik jeg ikke udgivet indlægget i fredags, mit indlæg om forventninger. Jeg løb rundt da jeg kom hjem fra arbejde, jeg skulle både nå at købe gaver ind til pakkeleg, bage en tærte og gøre mig klar til julefrokosten. Jeg nåede det hele og kom næsten til tiden. Og igår havde jeg tømmermænd hele dagen, jeg kan ikke tåle at drikke..

Så her kommer det – mit indlæg om:

Forventninger. Et ord jeg ikke er så glad for, eller måske mere betydningen der ligger bag ordet. Selvfølgelig skal man have forventninger til hinanden, men man skal ikke begrænse hinanden, og den begrænsning har jeg følt mig ramt af det sidste halve år. Ikke nok med at jeg har måtte begrænse mig selv i mit eget liv, i forhold til mit sociale liv, pga. angsten, men jeg har også følt mig begrænset af nogle få mennesker, som jeg ellers holder meget af. Den begrænsning mærkede jeg især ved deres skuffelse og uforståenhed, nogle gange ikke engang et tilbagesvar, når jeg måtte aflyse en aftale (eller 10), fordi jeg har skulle passe på mig selv og lytte meget til min krop.

Jeg har oplevet folk har taget det personligt, når jeg har måtte aflyse en aftale. Det kan jeg ikke sætte mig ind i, og her kommer hvorfor – Når jeg aflyser en aftale for at passe på mig selv, så er jeg jo selv ked af at måtte aflyse, det er ikke altid med min gode vilje, at jeg skal lytte så meget til min krops signaler, men det er simpelthen et vilkår i mit liv, og har især været det det sidste halve år.

Der er mange forventninger til en, både fra familie, veninder, kæreste, arbejde osv., men man må også godt udfordrer de forventninger. Man skal selvfølgelig leve op til de helt basale forventninger, men når det kommer til forventninger fra familie, veninder og kæreste (det er lidt noget andet med arbejdet), så må man gerne sige det højt, hvis man synes, der pludselig bliver sat urimelige forventninger til en, for ingen ejer dig.

Min mor sagde engang til mig, at hun følte jeg havde for mange forventninger til hende, og det satte en masse tanker igang hos mig. Jeg fik reflekteret over det, og jeg gav hende faktisk ret. Efter den opdagelse begyndte jeg at lægge mærke til, at jeg heller ikke bryder mig om, hvis folk har for store eller for mange forventninger til mig. Det synes jeg, egentlig ikke man kan tillade sig at have. Du kan ikke bestemme over en anden person på den måde, begrænse en person på den måde, så kan skuffelsen næsten kun blive stor og synlig, hvis man ikke lige sætter spørgsmålstegn ved sine egne forventninger til andre.

Jeg har ikke selv de store forventninger til andre, egentlig kun de helt basale, og med de helt basale mener jeg, at man behandler hinanden med respekt, omsorg, og med et udgangspunkt i, at de mennesker man har i sit liv vil en det bedste, også selvom de er i en periode, hvor de ikke kan være noget for andre. Det er okay, man ikke altid kan være noget for andre.

Jeg tror, den jeg har størst forventninger til, er min kæreste. Men vi lever sammen, har valgt at bo sammen og derfor kommer der automatisk også nogle forventninger til hinanden. Der har jeg helt bestemt selv været uretfærdig til tider, men jeg er også klar over, når det sker. Her handler det især om huslige ting, super kedeligt.

Men når alt dette så er sagt, så ligger der en underliggende forventning fra mig i dette skriv, for jeg forventer at de folk, som går rundt med mange forventninger til andre, skal skrue ned for dem. Når man elsker hinanden må man også have den rummelighed overfor hinanden.

Punktum.

Frederik er taget til Malaga med nogle af hans venner. De skal fejre en vens 30 års fødselsdag hele weekenden, så ja, lidt misundelig er jeg da. Men jeg skal nok også finde på noget sjovt. Imorgen skal jeg b.la. til julefrokost med veninder, vi skal drikke rødvin, snakke, danse og selvfølgelig spise julemad, men jeg glæder mig mest til rødvinen og de lange snakke.

Rødvinen er tiltrængt efter en meget travl uge på arbejdet, jeg kan godt mærke det er lige op til juleferien – projekteksamener skal planlægges færdigt, semesterbeskrivelser skal rettes igennem en sidste gang, re-eksamener skal også planlægges, censormails skal sendes ud til mine eksterne censorer, planlægning af forårssemestret er i fuld gang, skemaer skal gå op, lokaler skal gå op… og jeg kunne blive ved, for ikke at tale om indbakken der hurtigt vokser med en masse mails og hasteopgaver, som pludselig kommer ind fra højre. Nå, men når det så er sagt, så elsker jeg faktisk mit arbejde, sådan har jeg det ihvertfald for det meste.

Men derfor kan man alligevel godt få brug for noget rødvin (og ferie!!) efter nogle travle uger (måneder), hvor det er gået lidt for stærkt på arbejdet. Jeg glæder mig til at få mere energi og overskud, og det tror jeg virkelig juleferien kommer til at give mig.

Imorgen kommer der et indlæg om forventninger, de forventninger man har blandt familie, arbejde, veninder, kæreste. Det er jo noget, man oplever nærmest hver dag, og noget jeg har tænkt meget over det sidste halve år. Som skrevet flere gange tidligere, så fik jeg jo et virkelig slemt angstudbrud i sommers, som varede det meste af efteråret også, og mens det har stået på, så har jeg haft svært ved at leve op til de forventninger, jeg har fundet ud af flere, end man måske lige går og tror, har til en. Noget som egentlig har gjort mig skuffet, altså jeg er blevet skuffet over de mennesker, som har haft forventninger til mig, måske mest fordi jeg ikke selv har de store forventninger til andre – ikke andet end at man skal være god, ordentlig og respektfuld overfor hinanden. Nå men mere om det imorgen.

Godnat fra Vilma og jeg, men først lige et opkald til Frederik, som jeg allerede savner.

Det har været en dejlig weekend, selvom jeg faktisk har været meget sløj. I fredags tog Frederik og jeg på La Glace (min advents gave til ham) og bagefter i Tivoli med min lillebror og svigerinde, det var en hyggelig og julet aften. Vi sluttede af med drinks på Trio, som ligger øverst i en af de der høje guld-bygninger overfor Tivoli. Det sted kan godt anbefales, rimelig dyrt, men jeg var heldig, for Frederik gav.

Min arbejdsdag i fredags var hård, jeg havde en stedprøve, som er en eksamen, hvor de studerende skal være fysisk til stede i fire timer og løse en eksamensopgave. Det kan godt være en ret hård omgang, når jeg skal afholde den slags eksamener, for der er næsten altid IT-problemer, og det var der også i fredags. Jeg løb rundt, bogstavelig talt, selvom jeg også havde booket en IT-vagt og en tilsynsførende, vi alle tre var godt pressede tilsidst. De studerende kom heldigvis smertefrit igennem deres eksamen og jeg fik bevilget lidt mere tid til dem af studienævnet. Så alt endte godt.

Udover ovennævnte stress, så skulle jeg også hjælpe med at pynte op til julefrokosten på arbejdet, for jeg er (var) jo, som skrevet i et tidligere indlæg, (ufrivilligt) kommet med i julefrokostudvalget, selvom jeg ikke engang selv kunne deltage i julefrokosten i år, jeg skulle jo ud med Frederik. Og puha et arbejde med slid og slæb af borde, stole, julepynt og madvarer, det er ikke særlig fedt, når man i forvejen er sløj… Det resulterede også i, at jeg glemte et vigtigt møde, jeg havde med en underviser, hvor vi skulle planlægge skema til næste semester. Men han kom heldigvis forbi mig og vi nåede det hele.

Jeg var smadret efter arbejde, men tog afsted med Frederik og det blev jo en virkelig dejlig aften. Dog var min sløjhed næste morgen blevet til ægte feber, så hele lørdagen gik med afslapning på sofaen, pudse næse, nyse, næsespray, kold klud på panden og en masse film.

Jeg er stadig sløj idag, men ikke som igår. Min mor kom forbi i formiddags og bagte julesmåkager med mig og jeg har allerede spist en halv bøtte, men altså, det er jo december. Nu sidder jeg med en klementin i hånden og “Forsidefruerne” på fjernsynet. Jeg er ikke klar til en ny uge, weekenden er gået alt for hurtigt, men det gør de jo altid, de er for korte. Jeg kan godt forstå mange mennesker bliver stressede af fuldtidsjob og en weekend der næsten kun lige når at gå igang, inden den igen slutter og mandag banker på døren. Men jeg kan heldigvis tælle ned til min 16 dages lange juleferie, så det gør jeg, og fra idag er der kun 12 dage til den starter. Jeg har SÅ meget fortjent ferie, jeg har ikke haft ferie siden i sommers, og der havde jeg jo angstanfald hele min sommerferie, så juleferie kom hid!

Jeg har i mange år haft det sådan, at en tanke kan sætte sig fast i mit hoved, altså en angst-tanke. Lidt ligesom hvis man har en sang på hjernen, som kører på repeat. Forestil dig den samme angst-tanke fylde dit hoved dag ud og dag ind konstant i et helt år. Det prøvede jeg engang, da jeg var 13 år gammel. Jeg var angst, virkelig angst for at blive psykisk syg. Det var der flere forskellige grunde til, noget jeg meget gerne vil uddybe en dag i et længere indlæg.

Jeg er heldigvis blevet bedre til ikke at lade disse angst-tanker sætte sig fast, men det sker alligevel en gang imellem at angsten fylder i flere uger. Jeg har dog nu i en lang periode, med hjælp fra mine angst-piller, kunne mærke, at de maks. får lov at fylde to dage i træk. De to dage mærker jeg ca. til hver 14. dag, har jeg regnet mig frem til. Jeg har nogle gange tænkt over, om det har noget med min cyklus at gøre. Angsten rammer ofte i den periode, jeg har ægløsning og 10-14 dage efter lige op til min menstruation. Men hvis jeg ikke er på mine angst-piller, fylder angsten næsten konstant i mit hoved, så på den måde kan det alligevel ikke have noget at gøre med min cyklus, tænker jeg. Hmm jeg ved det ikke.. Men de her piller gør ihvertfald, at jeg bliver mere ligeglad med angsten, jeg tænker ikke over hver en angst-tanke, som flyver forbi min bevidsthed, jeg kan bedre abstrahere fra dem, istedet for at lade mig distrahere af dem.

For to uger siden havde jeg et par dage, hvor angsten fyldte meget, og så kom den igen her igår. Jeg sad en time og var meget opslugt af angst-tankerne, jeg blev ked af det og utryg. Men fik tilsidst rejst mig op fra sofaen og prøvede at få min opmærksomhed hen på noget praktisk, ligesom jeg har skrevet om før. Det hjælper mig at være praktisk, når jeg bliver helt paralyseret af angsten og tvangstankerne.

Og det hjalp også igår, men jeg føler mig stadig mærket, det er det samme hver gang, det samme aftryk angsten efterlader, den samme triste stemning.

Men jeg har taget en beslutning. Det gjorde jeg faktisk for en uge siden, da jeg følte mig psykisk stærk igen – Jeg har tænkt de samme tvangstanker igennem 1.000.000.000 gange før, jeg har prøvet det her så mange gange, og det gør ingen forskel, så jeg kan ligeså godt lade være med at spilde min energi på det, stoppe mig selv med det samme og ikke tænke tvangstankerne til ende. For det er dér angsten bliver større og jeg bliver paralyseret. Den her konklusion giver måske ikke mening for andre, men det gør den for mig, og jeg vil virkelig prøve at efterleve den. Så kryds fingre for mig.

Nu vil jeg tage ud og spise med min mand, for han har inviteret mig ud, jeg skal bare lige huske en masse lommetørklæder, min læbepomade og næsespray. Den vinterforkølelse har virkelig ramt mig, men det skal ikke slå mig ud. Nope.

December er startet godt ud, jeg havde en rigtig god søndag med Frederik, hvor vi spiste varme boller om morgenen og drak kaffe. Min mandag var lidt anderledes, den startede med et maltrakteret kalenderlys, som Vilma havde haft en fest med, mens vi sov. Jeg har også draget en forkølelse til mig og lidt andet godt, men sådan er vinteren jo så dejlig.

Men selvom jeg er blevet forkølet, så synes jeg virkelig, at frostvejret klæder december, endelig noget blå himmel, helt frisk luft og en smuk morgen -og aftensol. Apropos det frost, så er det vist også ved at være på tide at få skiftet sommerdækkene ud med vinterdæk, det er faktisk lige sent nok.. ups. Godt min far ikke er fast læser herinde, han ville ikke være glad for at høre, at jeg ikke har fået gjort det endnu, eller rettere, jeg kan ikke finde ud af det, konklusion – Frederik må igang her i weekenden. Så er det også godt, jeg nærmest kun kører i kø på motorvejen både ind til Kbh og hjem igen, det går ikke så stærkt. Det er altid mig, som bruger bilen, jeg må hellere lige se at tage voksen-ansvaret for, at vi husker de dæk.

Der er virkelig meget, man skal huske som voksen.. Og det minder mig faktisk om, at jeg skal huske at få betalt vores licensregning, jeg glemte det i sidste måned (det er åbenbart mig, som får fakturaen i min e-boks, og jeg glemmer ofte at kigge i min e-boks). Jeg glemte også at aflevere mine biblioteksbøger i sidste måned, så jeg har fået en bøde. Jeg huskede dog kalendergaverne til vores kalenderleg på arbejdet idag, det er da altid noget, men det er åbenbart mere vigtigt for mig at huske, end at få vinterdæk på bilen, sådan er vi jo så forskellige.

Nå, men det er endelig jul og jeg har glædet mig til december. Jeg føler mig faktisk i sådan okay jule-stemning, der står også et juletræ på vores terrasse, det købte vi her i søndags.

Vilma er gået igang med at æde misteltenen, som er faldet ned fra vores loft, så nu vil jeg lige tage den fra hende, og bagefter hente Frederik fra job.

God tirsdag!

Så blev det tid igen, jeg er på tredjedagen, og det er altid den værste dag for mig.

En gang om måneden, hver evig eneste måned, fra vi kvinder er teenagere til vi bliver 45-55 år ca., så bløder vi. Det er virkelig mange år i en kvindes liv, at man hver måned bløder 5-8 dage, det er hårdt og det kan være en smertefuld omgang. Jeg tænker ikke ovenstående, er en overraskelse, det går jeg ihvertfald ikke ud fra, men alligevel er menstruation stadig sådan et “tys tys” emne for nogle mænd og kvinder. Der er folk, som ikke synes, man skal snakke højt om menstruation og sammenligner det med lort (wtf…) det skal ligesom foregå i det private… Og der bliver jeg træt! Så træt. Det er kropsforskrækkelse på højt plan, ligesom der også findes folk, som åbenbart bliver stødt, når en kvinde ammer sit barn offentligt, giver sit lille barn mad. Hvordan kan man blive stødt over det? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Min mor og jeg snakkede igår om amning, og at de folk, som har den mening om at amning i det offentlige rum er et no-go, afslører sig selv, de afslører deres måde at se på kvindekroppen. De ser kvindekroppen som noget seksuelt og at bryster er noget, man skal gemme væk. Ja, kvindekroppen kan også være seksuel, men kvindekroppen kan ligesom mandekroppen være mange andre ting end det. Grunden til vi kvinder overhovedet har bryster, er fordi vi skal kunne give vores børn mad, det er samfundet som gennem mange årtier, har gjort bryster til noget seksuelt. Ligesom det er samfundet, der har gjort menstruation til noget ulækkert og som noget, der skal gemmes væk. Der er så mange meninger og holdninger om og til kvindekroppen, det er der slet ikke til mandekroppen, slet ikke på det niveau. Kvindekroppen er virkelig et diskussionsemne, som der bliver skrevet adskillige artikler om.

Min mor skrev igår denne kommentar til en kritisk artikel om offentlig amning:

“Hvis kvinder skal være en del af hele samfundet og ikke bindes til hjemmet mens de ammer, må amning på offentlige steder anerkendes og beskyttes, også når kvinden har brug for at ligge ned ved amningen.
Amning er en af de mest betydningsfulde og meningsfulde handlinger et menneske kan udføre. Behandl ammende kvinder derefter”.

Jeg kan ikke være mere enig – mor du er så klog!

Min mor er uddannet lærer og har altid været et meget reflekteret menneske, som har givet så meget godt videre til mig. Tak mor! Og tak fordi vi altid har kunne snakke om sådanne ting, og at der ikke har været noget “tys tys” over menstruation hjemme hos os, det gør også, at jeg altid har hvilet i min krop.

Jeg skal mødes med min veninde Linnea senere idag, og vi snakker også om alt, så jeg tror, jeg vil tage de her to emner med videre til vores samtale, for det er sådan en vigtig snak. Min veninde Linnea har lært mig meget om feminisme og for et år siden, ville jeg aldrig have skrevet sådan et indlæg her, jeg ville simpelthen ikke turde det, hvilket er vildt nok – de to mest naturlige ting i verden, som vi kvinder gennemgår, turde jeg ikke skrive om for et år tilbage. Det siger alt om samfundets normer og holdninger til det her, så sørgeligt. Men det mod giver både min mor og Linnea mig gennem vores samtaler, så lad os snakke mere og højere om de ting kvindekroppen gennemgår og lad os ikke skamme os over det.

Jeg ligger i min seng allerede, med trætte øjne og er helt klar til at sove. Det har været en lang dag, men en god en af slagsen. Jeg stod op kl. 4.30 imorges, fordi jeg skulle i lufthavnen og med flyet til Aalborg kl. 7.30. Jeg er ikke et morgenmenneske, men det gik faktisk godt, jeg nåede endda en kop kaffe, inden jeg smuttede ud af døren. Da flyet landede kørte mine kollegaer og jeg med en taxa videre til Aalborg Universitet, (jeg er studiesekretær på Aalborg Universitet, men i København), så idag skulle mit team og jeg over til vores jyske kollegaer.

Vi havde et seminar og var færdige ved 14 tiden, derefter smuttede os fra Sjælland mod Aalborg lufthavn igen, så vi kunne komme hjem til København. Ude godt men hjemme bedst.

Så nu er jeg træt, men jeg har nydt dagen. Jeg føler mig egentlig også ret sej, at jeg tager afsted og er med til det hele, selvom jeg kan mærke angsten og uroen ånde mig i nakken. Den sociale angst kommer nogle gange op til overfladen, når jeg skal sådan noget her, men jeg fik den holdt nogenlunde i baggrunden idag og kunne være tilstede med både ægte smil og grin.

Og nu ligger jeg her under min varme dyne, helt træt og glad.

Jeg føler mig lidt som en passiv tilskuer til mit eget liv de her dage, det er en følelse som udspringer sig af det angstdyk, som jeg oplevede torsdag og fredag. Det angstdyk gik også ind og rev sår i min weekend, jeg var nervøs i kroppen lørdag, og jeg var irritabel i kroppen igår blandet med en tristhed.

Det har ellers været en weekend med hyggelige ting. For i lørdags var vi til Frederiks lillebrors fødselsdag og igår var vi på Gisselfeld slot til julemarked, men jeg nød det bare ikke sådan rigtig. Det er lige præcis derfor, jeg hader min angst, den ødelægger noget, som jeg normalt ville nyde. Den overskygger min glæde og gør mig grå indeni.

Hvis jeg ikke havde angst og tvangstanker, så tror jeg ikke noget kunne ødelægge min dag. For min angst har alligevel lært mig nogle gode ting, nemlig at glæde mig over små, simple ting i hverdagen og jeg kan ikke blive irriteret over en mørk mandag, eller jo jeg kan godt blive irriteret, men det kan ikke ødelægge min dag, slet ikke. Det eneste der faktisk kan ødelægge min dag, det er min angst, (og hvis dem jeg elsker, oplever noget dumt).

Så angst, hvad gør jeg med dig? Jeg ved det ikke.

Lige nu er jeg bare en passiv tilskuer, prøver at acceptere jeg har det sådan her. Jeg tager på arbejde, drikker kaffe, smiler, kører hjem igen, altså gør det, jeg skal, men uden at have mig selv helt med. Måske er det okay en gang imellem bare at slå autopiloten til..

Ja. Så det gør jeg.

Nå… så vendte tvangstankerne tilbage, det var virkelig slemt igår, det er blevet bedre igen idag heldigvis. Men igår kørte mine tanker rundt i ring hele aftenen, og katastrofetankerne voksede og voksede. Til sidst lagde jeg mig ind i min seng og havde bare lyst til at sove, Frederik var på arbejde til kl. 22, så jeg var alene. Men jeg nåede kun at ligge i sengen i 5 min., så var jeg ved at blive sindssyg af den der skide hyletone, som er sådan, jeg er begyndt at beskrive min angst og tvangstanker.. En hyletone som er der konstant, når jeg har det som ovenstående, en hyletone som bliver værre, jo mere jeg fokuserer på den, hvilket er umuligt ikke at gøre, når man lider af tvangstanker.

Jeg ringede til Frederik efter jeg stod op af sengen og det hjalp at beskrive det for ham, jeg blev mere rolig og stoppede for en stund den tankestrøm, som skaber en dominoeffekt af andre dårlige tanker og følelser. Derefter lavede jeg lidt praktiske ting, tog vasketøj ned, satte opvaskeren igang og fjernede makeup, det hjælper meget bare at lave noget helt lavpraktisk, når jeg har det sådan. Men hvis jeg ikke stopper mig selv i de her tanker, så bliver jeg nærmest helt paralyseret, altså jeg kan ikke bevæge mig både fysisk og psykisk, jeg sidder bare og stirrer helt opslugt af mine katastrofetanker og angstfølelser. Fuck det er væmmeligt og jeg får følelsen af at intet nogensinde bliver godt igen. Det hele føles så uvirkeligt og jeg tænker så irrationelt, når jeg har det på den måde.

Jeg er træt af den skrøbelige energi, jeg besidder.. Der skal ingenting til, så vælter det hele igen. Jeg får lyst til at skrige, men jeg sidder bare her.

Jeg fik set min lille nyfødte kusine allerede igår aftes, og hun er helt perfekt, så fin og meget dejlig. Hun er virkelig ventet, så det var en kæmpe glæde at se hende ligge på min mosters mave, en lille velskabt baby.

Min moster er min gudmor, og jeg blev simpelthen spurgt igår, om jeg vil være min kusines gudmor! Det gjorde mig SÅ glad, at de spurgte mig. Det er virkelig specielt og første gang, jeg får den titel.

Imorgen er det torsdag, lille fredag.. og jeg ser frem til weekenden. Der er meget med planlægning af eksamener, planlægning af forårssemestret, som fylder helt utrolig meget for tiden, selvfølgelig, for jeg er studiesekretær på et universitet, så det er nogle af mine hovedopgaver. Men jeg kan godt mærke, jeg er træt og ikke har haft ordentlig ferie i lang tid, for da jeg havde sommerferie, var der jo kun én ting der fyldte, og det var min angst, som var gået amok, efter jeg var stoppet på mine angstpiller. Frederik og jeg havde alligevel en rigtig god uge på Mallorca i august måned, men der var jeg lige startet på pillerne igen, så træthed fyldte en del på den ferie.

Juleferie kom, kom, kom, jeg glæder mig til 2 ugers ferie, og der er lige præcis én måned til, jeg går på juleferie, så det kan jeg begynde at tælle ned til.