Lidt om yoga og podcast

Idag har jeg arbejdet hjemme, og da jeg lukkede computeren ned gik jeg en lang tur, og tog så en eftermiddagslur, da jeg var hjemme igen. Nu sidder jeg med en kop kaffe, mens jeg skriver det her indlæg, og hører podcast. Klokken 19 skal jeg til yoga med min mor, det er vi startet til sammen, hun har simpelthen været så sød og dejlig at give mig yoga -og pilates timer, så jeg ikke selv behøver betale for det i 3 mdr. Jeg har egentlig været ret træt af yoga, jeg har gået til det i mange år gennem mit voksenliv, men det er virkelig hyggeligt at gå der sammen med min mor. Det er en mand som er yogainstruktør, han er både uhøjtidelig og sjov, og de mennesker som går der, kan man mærke går der, fordi de faktisk godt kan lide yoga og ikke fordi det er meget “in” at gå til. Sådan følte jeg ofte det var, da jeg gik til yoga på Frederiksberg for nogle år siden. For et år siden gik jeg til yoga gennem mit arbejde på Universitetet. Aalborg Universitet ligger i Sydhavn ved Sluseholmen (måske lidt ligegyldigt info), nå, men til de yogatimer gik jeg med to af mine kollegaer, det var også meget hyggeligt, men det lå en mandag eftermiddag og det er åbenbart bare ikke en god dag for mig at skulle til noget fysisk efter arbejde. Der er det bedre på en torsdag.

Men apropos podcast, som jeg hører lige nu og her, mens jeg skriver, så skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om ting, jeg hader (ikke særlig konstruktivt, men lidt sjovt). Her kommer der så nogle ord om noget jeg ELSKER – sådan virkelig elsker! Og det er… Podcast – Jeg er vild med rigtig mange podcasts og jeg synes, det er en fantastisk måde at få mere viden på, åbne sine horisonter og høre en masse virkelige historier. Og hold op, hvor hører jeg meget podcast, jeg sluger mine yndlings-podcasts råt.

Derfor vil jeg lige anbefale nogle af dem her:

  • En helt ny Podcast af Fallulah ”Hej søster”, hendes første afsnit udkom sidste onsdag og der udkommer et nyt hver onsdag. Det er om forskellige emner, som hun dykker ned i med nye gæster hver uge, og der er en masse god søster-energi i hendes podcast.
  •  ”Krøllet Kærlighed” af Sneglcille, som også er blogger, hun er sååå dygtig til alt hun begiver sig ud i, og er meget ærlig om sit liv, hun har selvironi og en dejlig stemme.
  • ”To the moon honey” en podcast om moderskabet både før og efter, der er en masse gode samtaler med mødre om graviditet, fødslen og tiden efter, mødrene er alle nogle, som jeg tror de fleste kender fra rampelyset.
  • ”Tårekanalen” af Rikke Collin, det er en podcast om alt det, der rører os mennesker til tårer, hun har en ny gæst med i hvert afsnit, her er det også ofte nogle mennesker, man kender fra rampelyset.
  • Og selvfølgelig ”Fries before guys” som jeg elsker og har skrevet om før, jeg elsker de to kvinder bag den podcast – Nanna og Josephine, de tør tale om alt det, man ikke selv tør tale højt om, det er ærlighed når det er bedst og det er en meget vigtig podcast.

Så lyt med.

Rastløshed og strøtanker

Det er søndag, Frederik er på arbejde, Vilma er for første gang i løbetid og jeg venter på en stor ting skal ske, som jeg først får af vide på torsdag om det kommer til at ske eller ej, i denne omgang… Så de her dage er vi to damer herhjemme som er rastløse – for Vilma hun vil ud, det er det, der er med løbetiden… Men hun skal ikke ud og finde en hankat, det er hun slet ikke gammel nok til og desuden har jeg læst at katte kan få 4 kuld om året!!! 4 kuld, det er jo helt vildt. Så hun skal steriliseres og kan så derefter komme ud, der skal findes en tid på dyreklinikken til det.

Jeg er et ret utålmodigt menneske, så dét at jeg skal vente på noget stort, det er svært for mig. Jeg føler tiden går uendelig langsom og jeg kan ikke rigtig være til stede, før det er blevet torsdag, kan jeg mærke. Så blivvvv nu torsdag.

Jeg har forresten ikke noget vinterferie i år, jeg gemmer mine sidste feriedage til påsken. Det er heller ikke så fedt, det skal jeg også vente på, men der kan jeg i det mindste glæde mig til at Frederik og jeg skal til London på en forlænget weekend.

Jeg havde tænkt, jeg ville gå rastløsheden væk idag, men det regner og stormer udenfor, og Vilma har bidt mit headset i stykker. Så jeg kan ikke høre podcast, mens jeg går, og lige for tiden skal jeg have en podcast i ørerne, når jeg går tur, ellers kommer jeg simpelthen til at kede mig eller tænke for meget. Så hvad skal jeg finde på.. hmm, jeg tror, jeg vil give badeværelset en omgang rengøring, også super kedeligt, men det trænger, og så kan jeg høre min podcast i højtaleren imens, det bliver nok lidt sjovere at gøre rent så.

Ting jeg hader (som de fleste elsker)

Ovenpå de lidt, måske meget, tunge indlæg de sidste par uger, så har jeg brug for at skrive om noget enkelt, sjovt og lidt mærkeligt.

Og det bliver simpelthen en liste over de ting jeg hader, men som de fleste elsker:

  • Jeg hader cover-sange, og det er ligemeget hvilken cover-sang og hvem der synger den, det lyder bare aldrig godt
  • Jeg hader avocado (jeg kan ikke lide smagen og jeg får så ondt i maven af at spise det)
  • Jeg hader tomater (saften smager af opkast, og jeg overdriver ikke)
  • Jeg hader sushi (giver mig også ondt i maven, og jeg synes, det er kedelige smage, det er en overvurderet ret efter min mening)
  • Jeg hader lange bade (kan kun lide lange bade i badekar)
  • Jeg hader musicalfilm (sådan noget som Mamma Mia og La La Land)
  • Jeg hader når folk sætter Disneysange på til varm-op-fester
  • Jeg hader lugten af mandeparfumen “Dior Sauvage” som alle mænd købte i en periode, da den var blevet kåret som bedste duft for nogle år siden
  • Jeg hader Pepsi Max (det smager simpelthen så dårligt)
  • Jeg hader (og det hader jeg virkelig) at få det varmt (jeg vil hellere fryse end at svede)
  • Og sidst men ikke mindst, så hader jeg sodavandsis (verdens kedeligste is)

Mange vil nok være meget uenig med mig i ovenstående, men det er min liste over de ting jeg hader, og som jeg tror de fleste elsker. Jeg kunne sikkert godt finde på flere, men jeg bliver egentlig også træt af at se på det pessimistiske ord “hader”. Så slut for nu og god torsdag aften!

5. del – Angst

5. del er en afrunding af mine fire andre angst-indlæg.

Formålet med mine lange skriv har været at oplyse, give andre følelsen af ikke at være alene, nogle kan deraf relatere, andre kan lære – alle disse ord kan være med til at hjælpe på det.

I de fire indlæg har jeg kun fortalt om de hårde ting, der er ved at leve med angst, jeg har fokuseret på de svære oplevelser. Men det er heldigvis ikke kun sort / hvidt, livet er fyldt med nuancer – I alle de år, hvor jeg har haft angst, har der altid være flere gode og lyse oplevelser end dårlige. Jeg er meget, meget heldig med de mennesker, jeg har i mit liv – min familie, min kæreste Frederik, mine veninder og venner. Men angsten har givet mig nogle rutsjebaneture, som i perioder har været noget nedadgående, og andre gange har de slet ikke været synlige og mærkbare, netop fordi jeg har så gode mennesker i mit liv, (og også fordi jeg er et meget stædigt menneske). Jeg udlever de ting jeg vil, selvom angsten flere gange har prøvet at trække mig i en anden retning.

Men selvom jeg har lidt meget af angst, så er jeg i dag uddannet studiesekretær på Aalborg Universitet i København, samtidig har jeg også en halv rolle som studienævnssekretær. Jeg arbejder fuldtid og kan sagtens fungere og have et liv som alle andre, selvfølgelig. Man skal huske, at alle lider under for noget, det er bare forskelligt hvad. Jeg har en lejlighed med min kæreste og vi har fået en kat – Vilma.

Med ovenstående vil jeg bare sige, at selvom man kan have det ad helveds til i perioder, nogle gange meget laaange perioder, og selvom at angst kan være invaliderende, så kan man godt komme videre. Det er så vigtigt, at man finder sin indre kampgejst frem – og med den, er man ligeså stærk og sej, hvad enten man ender på angstmedicin eller ikke.

Det vigtigste er, og det gælder for alle mennesker, at man skal acceptere at livet sjældent bliver som man havde forestillet sig, og man skal acceptere at angsten måske altid vil være en del af ens liv. Men så længe man finder en måde at leve med den på, som fungerer for en, så kan man få ligeså meget ud af livet som alle andre, og udleve de drømme man gerne vil. Der var perioder i mit angstforløb, hvor jeg troede, at jeg ikke ville få mulighed for det, men det var også bare katastrofetanker. Jeg lader katastrofetankerne flyde, ligesom man gør med strøtanker, og holder ikke fast i dem mere.

Tak fordi I læser med. Angst og andre psykiske lidelser er et emne, som aldrig skal ties.

4. del – Angst

Jeg sluttede 3. del af med at fortælle om det værste år i mit liv. På trods af de ting der skete i år 2015, så var det stadig angsten, som fyldte mest. Men nogle af de situationer jeg oplevede det år, var også med til at gøre angsten værre, for mit selvværd blev dårligere og det nærede selvfølgelig den sociale angst.

2016 blev året hvor jeg begyndte at passe på mig selv. Jeg boede hos min mor, hvilket gav mig en kæmpe tryghed, jeg var startet til psykolog og havde åbnet op for min angst. Jeg fortalte om angsten til min familie, mine veninder, studiekammerater, jeg begyndte at være bevidst om, hvor vigtigt det var, at jeg åbnede op. Og med mine fortællinger åbnede andre pludselig op for deres oplevelser med angst, depression eller andre traumer. Det var virkelig et omdrejningspunkt for mig. Jeg var ikke alene.

Selvom jeg begyndte at gøre en masse godt for mig selv, så led jeg jo stadig af angst. Men jeg var ikke faret vild mere, som jeg var i det forhenværende år. Det var et godt sted at starte, og de næste år gik det bedre, jeg flyttede til København igen, begyndte at ses meget mere med mine veninder igen, der begyndte at komme en balance mellem det sociale og min vigtige alene-tid.

Jeg startede på uddannelse i 2016, det var godt og jeg var glad for det. Jeg havde en praktikplads i Beskæftigelsesministeriets departement og gik i skole. Men min sociale angst blev mere og mere til en generaliseret angst, altså sådan en angst man konstant mærker i kroppen. En konstant uro, kontante tanker om jeg nu gjorde det hele godt nok, altså livet – er jeg god nok? Hvad synes andre om mig? Tanker jeg egentlig altid havde døjet med, men de tanker var nærmest til stede 24/7 nu. Jeg skulle hele tiden “tjekke” om jeg gjorde alt godt nok, så når jeg kom hjem fra arbejde, skole eller sociale arrangementer, skulle jeg lige sikkerhedstjekke i mit hoved, om jeg nu også havde gjort alt så godt som overhovedet muligt (OCD).

Nu var jeg jo voksen, arbejdede blandt andre (meeeget) voksne mennesker, altså embedsmænd i departementet (!), og hvordan skulle man kunne være voksen, en kvinde med “respekt-for-sig-selv-udstråling”, en kvinde med “ben i næsen”, når angsten var så meget til stede. De to ting havde jeg svært ved at forene, for jeg følte mig jo som en kvinde med dén udstråling og med ben i næsen, men samtidig jonglerede jeg med angsten ved siden af. Det drænede mig fuldstændig i store perioder og jeg var træt af at være træt.

Så 2017 blev året, hvor jeg begyndte at se på angst-medicin med mildere øjne. Min læge havde flere gange (i tre år) nævnt for mig, at det var en mulighed, og at de piller ofte havde en rigtig god virkning på angst. Men jeg havde som sædvanlig været for stædig, og ville klare det selv – uden piller. Men som sagt, jeg var træt! Og jeg begyndte at snakke med en af mine veninder omkring de her piller, hun havde selv erfaring med dem. En dag i januar, en uge efter vi var hoppet ind i 2018, stod det klart for mig, midt i et angstanfald, at jeg måtte prøve angst-medicin. Mit nervesystem var konstant på vagt og jeg kunne ikke arbejde med de værktøjer, som jeg havde fået med fra min psykolog. Min angst gik fra 0-100, ikke fysisk men psykisk, indeni mit hoved. Angsten fuckede mere og mere med min virkelighed, fordi jeg var så drænet. Jeg havde givet den kamp til stregen i flere år, og nu kunne jeg ikke mere.

D. 18. januar 2018 blev for mig en dato, jeg altid vil huske, som værende et kæmpe omdrejningspunkt i mit voksenliv, et meget positivt omdrejningspunkt. Den dag tog jeg for første gang 10 mg. citalopram. Man trapper stille og roligt op og efter en måned var jeg oppe på 20 mg. citalopram (min angst-medicin), én pille hver dag, som pludselig ændrede rigtig meget. Det er forskelligt, hvordan den virker fra person til person, nogle virker den slet ikke på, andre får det værre, men den virkede godt på mig. Faktisk rigtig godt.

Her to år efter er jeg stadig på min angst-medicin, og jeg tænker ikke specielt meget over det. For mig er det en vitaminpille, for min hjerne kan ikke selv kan producere nok serotonin (lykkehormon), – derfor den voldsomme angst. Måske kan min hjerne selv producere nok serotonin igen en dag, men ikke endnu. Den skal stadig have lidt hjælp. Her i sommers prøvede jeg at trappe ud, men det var en virkelig dårlig idé, det gik mildt sagt ikke godt. Jeg startede på angst-medicinen igen 2 mdr. efter jeg var stoppet helt på den. Jeg var for det første trappet for hurtigt ud, jeg fik alle bivirkninger ved udtrapning, som man nærmest kan få, og da bivirkningerne ikke var der mere, mærkede jeg en tiltagende angst. Pillerne hjælper mig med at tænke mere rationelt, så min angst ikke får lov at gå fra 0-100 på sekunder, de piller har hjulpet på både den sociale -og generaliserende angst. Når jeg tager sådan én pille hver dag, så oplever jeg nærmest ikke angst. Kun i små perioder, og slet ikke så voldsomt som inden pillerne, noget jeg også har skrevet om her på siden flere gange før.

Jeg er viiirkelig taknemmelig for at jeg lyttede til mig selv og min mavefornemmelse, for de her piller har været en kæmpe game changer for mig. Mit selvværd og min selvtillid har jeg fået tilbage, jeg tror på mig selv igen og er i en balance indeni, som jeg ikke har oplevet i meget lang tid. Jeg skal måske være på dem i mange år endnu, men det gør ingenting, det vigtigste er, at jeg har det godt. Og det har jeg i store hovedtræk, ligesom alle andre, man er jo bare et menneske med mange, mange følelser.

Jeg er ikke angst for fremtiden mere, jeg mærker ikke en konstant angst og uro i kroppen, jeg føler, jeg har ligeså meget ret til min mening som alle andre, jeg er mig selv igen. Min hjerne, tanker og følelser er ikke i konstant katastrofeberedskab mere.

En anden ting – Jeg har altid ville være mor, jeg har selv to brødre, min kæreste har også to brødre, jeg elsker børn og glæder mig til at opleve en graviditet, fødsel og alt der hører med i moderskabet. Det gode ved de angst-piller er også, at jeg godt må tage dem under en graviditet og også under amning, det er fantastisk, for så skal jeg ikke gå med en tanke i baghovedet om, at jeg skal ud af min angst-medicin inden min kæreste og jeg går igang med at udvide vores lille familie herhjemme.

Så med en noget mildere afslutning denne gang, vil jeg nu slutte 4. del af, og 5. del udkommer om nogle dage, den sidste del, så har jeg været kronologisk gennem min angst-fortælling fra start til hvor jeg er nu. Der kommer selvfølgelig flere angst-indlæg, for livet er jo ikke kun et eventyr med en god slutning – Livet sker her og nu og det samme med op -og nedturene. Men livet er jo bare noget sjovere, når nedturene ikke fylder for meget.

3. del – Angst

Det er d. 18. januar, mens jeg begynder at skrive på 3. del om min angst. Solen skinner idag, det er lørdag og jeg skal lave mange gode ting – jeg skal ud og skøjte med mine brødre i Enghaveparken og i aften mødes med min veninde Sigrid til øl (deeejligt)! Så selvom det bliver svært at skrive 3. del, da året 2015 indgår, så må jeg bare have i ménte, at jeg kommer ud af den triste stemning senere idag med gode mennesker omkring mig.

Godt… Så jeg starter nu. Jeg vil først fortælle om år 2013, hvor jeg sluttede 2. del af ved. Her var panikangsten begyndt at udvikle sig til en social angst. Den sociale angst er den angst, som har været den værste for mig, den mest invaliderende, den som har fyldt mest. Det er den angst, som også stadig fylder i mit liv.

Jeg fik en kæreste i år 2013, vi havde det godt sammen, men i løbet af både 2013 og 2014 var jeg ude for nogle svigt fra hans side. Jeg vil ikke komme ind på dem, for det er ikke de svigt, som har givet mig angst. Men fordi den sociale angst var taget til i foråret 2013, kunne jeg mærke, at den sled på mit selvværd og min selvtillid. Og de svigt jeg var ude for, gned mere salt i det åbne sår, der var begyndt at åbne sig igen, altså arret jeg før har nævnt, det ar jeg fik fra mit ene år på Køge Gymnasium. Jeg følte mig ikke god nok, jeg blev lidt en skygge af mig selv i perioder af 2013. Jeg var 19 år i 2013 og det var sommeren, hvor jeg blev student. Heldigvis var jeg stædig den sommer, og min sociale angst tvang jeg i baggrunden, for jeg ville have en fantastisk sommer med mine veninder. Jeg gjorde de ting, som ellers ville få min angst frem, jeg lod ikke angsten bestemme over mig. Så jeg var til alle studenterfester med mine veninder og venner, jeg var på den sjoveste vogntur med min klasse, jeg holdte selv en stor studenterfest i mine forældres have, og sluttede studentertiden af med en uge på Roskilde Festival. Rimelig heftigt, men alt den alkohol, man fik i den periode, gjorde at jeg kunne glemme angsten, mens jeg var igang med alt det sociale. Ikke sundt, men det virkede.

Da den sommer var ovre og mit sabbatår skulle til at gå igang, kunne jeg mærke, at jeg havde kørt mig selv for hårdt. Så den sociale angst voksede. Pludselig havde jeg ikke mine veninder og venner omkring mig hele tiden, for vi var gået ud af Handelsskolen. Det var svært, og forstærkede min sociale angst, nu skulle jeg til at lære en masse nye mennesker at kende. Og hvad med uddannelse, hvordan skulle jeg nogensinde kunne klare det med den tiltagende sociale angst – den tanke hjemsøgte mig meget. Men 2013 blev til 2014 og det var året, hvor jeg for anden gang oplevede et svigt fra min daværende kæreste, men vi blev sammen og var også ude og rejse den sommer. Det blev vinter og vi flyttede sammen til København. På det tidspunkt var der ikke mange af mine veninder, som var flyttet til byen endnu, så det var egentlig ret ensomt, og den vinter fra 2014 til 2015 var mørk for mig. Jeg følte mig meget alene, selvom jeg havde en kæreste, men jeg var ensom i vores forhold. Og det var som om, jeg havde ekskluderet mig selv fra fællesskaber, fra mine veninder, pga. den sociale angst. Inden jeg går videre med det, så tror jeg lige, jeg vil forklare mere om, hvad den sociale angst var for mig. Jeg har forklaret, hvor den opstod og hvorfor – et resultat og en videre forgrening fra panikangsten og det selvværds-ar der derved blev åbnet igen. Men hvad den konkret indeholdt for mig var, at jeg var angst for at blive misforstået i min angst – hvis jeg pludselig kunne mærke angstsymptomerne og deraf få fysiske tegn, som rødmen, formulere mig forkert, rystende stemme, rystende hænder. Jeg blev angst for at folk ville synes, jeg var mærkelig, selv mine veninder, selv min familie – så stærk var den sociale angst på det tidspunkt. Så det gjorde, at jeg isolerede mig. Jeg var sammen med mine veninder en gang imellem, men jeg var også meget alene. Jeg havde dog brug for alene-tid, for jeg havde endelig fundet en slags ro ved at være alene, og havde fundet ud af, at jeg ladede op, når jeg var alene. Men samtidig var der ikke en balance mellem alene-tiden og det sociale. Før var det det sociale, som fyldte for meget, inden angsten ramte mig hårdt igen, nu var det alene-tiden som fyldte for meget.

Og 2015 ramte mig hårdt, ikke kun angst-mæssigt, men specielt var det ydre faktorer, som spillede ind. Den første hjerteknusende oplevelse i 2015 var, da mine forældre en da kom hjem til mig og fortalte de skulle skilles. Jeg vidste godt, deres forhold nok var på vej derhen, men det var stadig et kæmpe tab, at mine forældre nu skulle gå fra hinanden, bo hver for sig, have hver deres liv. Heldigvis var jeg jo blevet voksen, og boede ikke hjemme mere. Men mine lillebrødre var stadig under 20 år og boede hjemme, så det ramte dem på en anden måde, især min yngste lillebror, som var 14 år på det tidspunkt. Deres skilsmisse gik faktisk godt, som sådan en skilsmisse nu engang kan gå. Min far blev boende i mit barndomshjem og min mor flyttede i et hus kun 10 min. derfra, så de boede og bor stadig i den samme by. Det har hjulpet meget, og de er venner den dag idag. Der gik lidt tid, før de nåede dertil, men der er de nu.

Den anden hårde oplevelse i 2015 var et kærestebrud, vi gik fra hinanden og var fra hinanden i næsten et år derefter. Men mens bruddet stod på og vi var igang med at flytte fra hinanden, opdagede jeg, at jeg var gravid. Forfærdeligt. 21 år gammel, fyldt op af angst, så jeg fik en abort. Det var psykisk hårdt for mig, rigtig hårdt. For jeg har altid vidst, jeg en dag skal være mor, og havde aldrig nogensinde tænkt, at jeg kunne komme ud for at skulle have en abort. Men det valgte jeg, jeg var alt for ung på det tidspunkt og havde det ikke godt. Jeg kan mærke, når jeg skriver det her, så bliver jeg meget i tvivl, om jeg vil dele det, det er så personligt, men samtidig må jeg også bare huske på, at mange kvinder oplever det, og mange taler ikke højt om det. Det skal ikke være skamfuldt at få en abort, det er sindssygt hårdt, og der er også her brug for noget mere åbenhed omkring det, så jeg lader det blive stående i det her indlæg.

Det jeg skal til at skrive nu, bliver jeg også helt i tvivl om jeg egentlig vil dele. Men nu prøver jeg at skrive det ned, og så må jeg beslutte, om det skal blive stående her. Jeg var ude for et overfald (overgreb) fra en fremmed mand, en dag jeg var på vej hjem fra byen. Jeg havde været ude med min veninde, og da jeg skulle cykle hjem, væltede en mand mig af cyklen og forgreb sig på mig. Heldigvis kom der folk forbi i det øjeblik, han startede med at holde mig fast, så han flygtede væk, og det endte ikke ud i en voldtægt eller hvad han havde tænkt sig. To personer kom mig til undsætning og hjalp mig, de ringede til politiet, og der gik en eftersøgning igang. Politiet tog det heldigvis meget alvorligt. Desværre fandt de aldrig ham manden, der gjorde det, men hvad politiet fortalte mig, skræmte mig fra vid og sans – der havde været så mange overfald og voldtægtssager det efterår i 2015. Flere af de kvinder havde været ude for, at det var en mand som kom cyklende og så “lod” som om, han cyklede ind i dem, så de væltede, og da han så ville “hjælpe” dem op, begyndte han at forgribe sig på dem. Det var fuldstændig det samme, jeg var ude for.

Så da efteråret 2015 blev til vinter, var jeg færdig, og fuldstændig ved siden af mig selv. Jeg endte med at “flygte” fra min egen virkelighed ved at flytte til England over hos en familie, hvor jeg var au pair. Det hjalp i nogle måneder, men jeg skulle have hjælp fra en psykolog efter de ting jeg havde været ude for i det år. Så jeg endte med at rejse hjem igen efter små 3 mdr. Jeg flyttede hjem til min mor, fik alt den støtte og kærlighed fra min familie, som jeg havde brug for, og jeg startede endelig til psykolog.

Her vil jeg slutte 3. del af. Og så er jeg færdig med det år, år 2015, det har skulle ud i lang tid, kan jeg mærke, og det er det så nu. Jeg har læst indlægget igennem mange gange, og der er gået tre dage, fra jeg startede på det, til jeg nu er klar til at udgive det. Idag er det d. 21. januar.

Jeg lader det hele stå, selvom det er så grænseoverskridende for mig at dele, men på den måde tager jeg styringen over det, som før har gjort mig ked af det og angst.

Tak for I læser med.

2. del – Angst

Som jeg sluttede første del af med, vil jeg nu i anden del fortælle om, da angsten kom tilbage igen, denne gang for at blive.

Jeg havde, fra jeg var 15 til 18 år, ikke meget fokus på den angst, som nu var gået i dvale. Den tittede dog stadig frem en gang imellem, men lagde sig ligeså hurtigt igen. Det gjorde den ved, at jeg holdt mig i gang med mine sociale gøremål, hver dag, og fest hver weekend med mine veninder, både fredag og lørdag, nogle gange også på torsdage. De år gik med at have det travlt og sjovt, så jeg ikke ville falde tilbage i angstens favn, men desværre var jeg godt i gang med at samle sammen til et kæmpe angstudbrud, hvilket jeg selvfølgelig ikke vidste på det tidspunkt. Jeg fik nemlig heller ikke meget søvn i de tre år. Jeg ville -og kunne ikke gå glip af noget, jeg kunne ikke overskue, hvad der ville ske i mit sind, hvis jeg prøvede at sætte mig ned alene med mine tanker. Det turde jeg ikke. Så jeg var angst for den forhenværende angst de år, men, så kliché-agtigt som det end lyder, druknede jeg den i sociale ting og alkohol.

Jeg gjorde det, de fleste teenagere gør i de år. Men jeg lyttede ikke til mig selv, lyttede ikke til min krop, som skreg på, at jeg skulle sætte farten ned og stoppe op. I baghovedet vidste jeg det måske nok, men, som sagt, jeg turde ikke, for hvad ville der ske, hvis jeg stoppede op.

Vi spoler lige tiden tilbage til, da jeg er 15 år og ikke fokuserer så meget på angsten for at blive psykisk syg mere. Jeg gik ud af 9. klasse som 15 årig, startede derefter på Køge Gymnasium, men havde et elendigt år, hvor de fleste af mine veninder gik i en helt anden klasse, og min egen klasse var ikke sund, i hvert fald ikke for mig. Jeg var den yngste i klassen, nogle af dem jeg gik i klasse med var 18 år, og de gjorde alt for at holde mig udenfor fælleskabet. Hvilket gik udover mit selvværd. Det hele eskalerede ved, at jeg sidste skoledag, for 3. års eleverne, fik hældt en hel ketchup udover mig, det var to 3. års piger, den ene holdt mig fast, mens den anden hældte ketchuppen ud over mig. Min veninde, som var sammen med mig, kunne bare stå og se til, selvom hun også prøvede at stoppe det. De to 3. års piger havde set sig ondt på mig, hvorfor? ja.. fordi jeg talte med en dreng fra deres årgang. Så efter den sommer, sommeren 2010, var jeg færdig med Køge Gymnasium, jeg nåede lige at gå tre dage i 2. g, men ugen efter startede jeg på Køge Handelsskole. Det er en beslutning, jeg aldrig har fortrudt. Jeg havde en fantastisk klasse, tre fantastiske år, hvor vi alle holdt sammen, både piger og drenge. Jeg kendte i forvejen også mange flere på Handelsskolen, så jeg følte mig tryg, da jeg startede. Jeg valgte at gå 1. år om, for ikke at komme ind i en sammentømret klasse. Nu var jeg 16 år, og passede aldersmæssigt meget bedre sammen med dem på min årgang, jeg var ikke længere den yngste.

Men kombinationen af et selvværd med et kæmpe ar (et ar der var opstået på Køge Gymnasium), og nogle år på handelsskolen, som gik med fester meget af tiden, resulterede i et kæmpe panikangst-anfald som 18 årig. Jeg skulle hjem til min veninde, vi skulle gøre os klar og mødes med vores andre veninder, og derefter i byen. Vi gik og gjorde os klar, vi drak drinks og min veninde hev en joint frem, vi røg noget af den, men pludselig kunne jeg ikke engang overskue at tage mine sko på. Jeg kunne ingenting, jeg hørte bare en kæmpe høj lyd i mit hoved, og jeg spurgte min veninde, om hun også kunne høre det, det kunne hun ikke, og dér gik det op for mig, at det var min egen puls, som jeg kunne høre. Mit hjerte bankede hurtigt, meget hurtigt. Jeg blev bange og fik et helt klassisk panikangst-anfald, jeg havde ikke prøvet at få sådan et anfald før, så jeg troede, jeg var ved at få et hjerteanfald. Det endte med, at jeg lå på hendes sofa og følte jeg havde tigerbalsam på hele kroppen. Min far kom og hentede mig, og efter den dag, gik det op for mig, hvad der skete, jeg skulle til at lytte til min krop. Jeg snakkede heldigvis med mine forældre om det, og de kunne fortælle mig, at det var et vaskeægte panikangst-anfald, jeg havde haft. Efter den dag begyndte jeg så småt at åbne op omkring min angst overfor mine forældre, men stadig ikke overfor mine veninder. Jeg ville have, de stadig skulle se på mig, som de plejede, som en med overskud, smil og altid ja-hatten på. Ikke en der led af angst. Det var slet ikke noget, man snakkede højt om dengang og slet ikke blandt unge.

Ovenstående panikanfald skete i efteråret 2012, så det var begyndt at blive meget mørkt. Og en dag jeg skulle hjem til en anden veninde, kørte jeg alene i bil derhjem. Hun boede på det tidspunkt hjemme, det gjorde vi alle jo i den alder, og hendes forældre boede på landet, så der var en lang strækning, hvor jeg skulle køre af en smal vej uden gadelygter. Dér begyndte jeg at mærke panikangsten i min krop igen. Ikke fordi jeg var bange for at køre galt eller var bange for mørket, men jeg blev angst for angsten, angsten for at få et panikanfald i bilen helt alene. Så det fik jeg selvfølgelig, for når man først bliver angst for det, og tænker på det med et ”åh nej”, så begynder man at mærke alt fysisk. Det kan bedst beskrives sådan her: Vejrtrækningen bliver meget hurtig og overfladisk, hjertet banker ligeså hurtigt, som hvis man løb ALT hvad man kunne, alt i kroppen begynder at summe, man får tunnelsyn og kan slet ikke tænke klart. Det føles lidt, som sekundet inden man skal op til en meget vigtig eksamen bare gange 1000 værre og det er altså en kontant følelse, som kan vare ved meget længe.

Så nu skulle jeg døje med det, men jeg prøvede for første gang at arbejde med min angst. Selvom panik-angst er rigtig væmmeligt, så er det ikke den angst, som har fyldt mest hos mig. Den angst kommer jeg til i 4. eller 5. del.

Men år 2012 blev til 2013 og dødsangsten kom tilbage, for min lillebror blev syg. Han fik en nyresygdom, som gjorde, at han var indlagt længe. Først vidste lægerne ikke, hvad han fejlede, de vidste bare, at den var gal. Så jeg gik ind i det år med en panikangst i baghovedet og en voksende dødsangst, igen bange for at miste en jeg elskede ubeskriveligt højt. Heldigvis var hans forløb slet ikke i nærheden af alt det, jeg forstillede mig i mine angst-tanker, men det jeg før ikke havde fået bearbejdet, kom nu tilbage og manifisterede sig, indtil min lillebror var hjemme igen og stabil. Han fik medicin i flere år, men er heldigvis helt rask nu.

Den vinter og starten af foråret i 2013 dannede panikangsten en ny angstgren. Nu gik det stærkt, og alle de år med for lidt søvn og for meget socialt i mit liv, resulterede i en angst for at panikangsten skulle opstå i sociale sammenhænge. Pludselig kunne jeg ikke lide at fremlægge mere, for hvis min hjerterytme steg bare en smule, koblede min hjerne det med det samme til panikangsten. Jeg kunne pludselig heller ikke lide at være på steder med mange mennesker, nu fik jeg hjertebanken bare af at skulle ned kantinen og spise, jeg blev angst for at rødme foran andre, simpelthen angst for at vise kropslige tegn på angst. Følelserne prøvede jeg at pakke væk, dem måtte jeg under ingen omstændigheder vise til andre, sådan havde jeg det, jeg var en fiasko, hvis jeg viste svære følelser.. Hvilket er lidt svært ikke at gøre, når man døjer med angst og oveni havde en syg lillebror.

Jeg bliver helt træt, mens jeg skriver alt det her, og dykker ned i hver en angsttype, jeg har oplevet, som på hver deres måde har invalideret mig i lange perioder af mit liv. Puha… angst er virkelig en fucker, en fucker som vokser, hvis man ikke får gjort noget ved den, den forgrener sig, laver nye veje i luften ud til andre angstgrene.

I næste del vil jeg fortælle om år 2013, 2014 og 2015. Tre meget forskellige år, men nogle år som var med til at jeg i 2015 ikke var helt mig selv mere. År 2015 er også det værste år, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Så det bliver ret svært for mig, at sætte mig ned og skrive om det, men ud, det skal det.

Endnu engang tak for du læser med, jeg håber min ærlighed, kan være med til at hjælpe andre, for det er den eneste måde, hvorpå man finder ud af, at man ikke er alene om at have det svært. 

1. del – Angst

Godt. Her er del 1, hvor jeg beskriver min første oplevelse med angst.

Jeg var 5 år og var begyndt, at undre mig over, hvorfor jeg ikke havde en mormor og morfar. Jeg vidste, de var døde, men jeg vidste ikke, hvordan og hvorfor de var døde i en så tidlig alder. En dag spurgte jeg min mor, hvordan det var sket og hvor gammel hun var, da hun mistede sine forældre. Min mor var helt ærlig og lagde ikke et filter over hendes svar. Hun skånede mig selvfølgelig for detaljer, men hendes svar var følgende at; hendes mor, min mormor, havde fået en psykisk sygdom, som på tragiske vis resulterede i, at hun kun efter et par måneder med den psykiske lidelse, begik selvmord. Min mor var kun 12 år, da hun mistede sin mor. Efterfølgende har min familie fundet ud af, at min mormor måske blev fejlmedicineret, for dengang, tilbage i 1983, vidste man ikke meget om psykiske sygdomme. Det var et chok for mig at høre, at min mormor havde begået selvmord og at min mor kun havde været 12 år, da det skete. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, som 5 årig mærkede jeg en angst, en angst for at det samme skulle ske for min mor. Jeg var efterfølgende så angst og rædselsslagen for, at min mor skulle gå igennem det samme som hendes mor, og at jeg så også ville miste hende. Jeg gik med det for mig selv, jeg ville ikke bekymre mine forældre, især ikke min mor. Jeg havde også en utrolig stor medfølelse for min mor, jeg blev ved med at tænke oplevelsen om og om igen, hvad hun havde måtte gå igennem. At miste sin mor, når man stadig er et barn, jeg kunne ikke forestille mig noget værre – selvfølgelig. Men det endte med, at jeg alligevel fortalte om min angst til min mor, jeg fortalte, at hver gang hun blev ked af det, blev jeg med det samme SÅ angst for, at hun nu ville gøre det samme som sin egen mor. Efter et stykke tid slap angsten og tanken mig heldigvis, min mor fortalte mig, at det som skete for hendes mor, aldrig ville ske for hende, og det svar hjalp mit lille 5 årige hjerte for en stund.

Men som 13 årig kom den samme angst tilbage. Bare i en lidt anden form. En pige, der gik en årgang over mig, begik selvmord. Min klasse og skolen fik på en eller anden måde af vide, at hun havde haft en psykisk sygdom, og den var skyld i, at hun begik selvmord.. En kun 14 årig pige. Det var så forfærdeligt, tænk at man kunne få så ondt indeni, at man så det som den eneste og sidste udvej – jeg kunne ikke slippe den tanke. Jeg havde en kæmpe livsglæde og lige pludselig kom en anden side af livet og lagde en skygge over mine tanker og mit sind. Jeg blev igen angst og rædselsslagen, men nu selv for at blive psykisk syg. De eneste to personer jeg kendte til, som havde haft en psykisk sygdom, var endt i selvmord. Så min hjerne lagde med det samme to og to sammen, og en katastrofetanke, som blev min sandhed, opstod – “Hvis man blev psykisk syg endte det altid i selvmord”, det fortalte min hjerne mig. Min 13 årige hjerne kunne pludselig ikke tænke rationelt, ihvertfald ikke omkring psykiske lidelser, for jeg var ramt af en altoverskyggende angst. Den var enorm og den fyldte mit hoved og tanker hver dag. Jeg valgte igen ikke at sige noget til mine forældre, heller ikke mine veninder. Jeg ville ikke have mine forældre skulle blive bekymrede og bange for, at jeg var ved at blive psykisk syg, og jeg ville ikke have mine veninder skulle tænke, at jeg var mærkelig. Jeg følte mig mærkelig fordi jeg pludselig havde så dystre tanker, og ikke var optaget af “almindelige” teenage-problemer. Jeg var så bange hele tiden. Man kan overbevise sin hjerne om alt, især hvis man har angst, så jeg troede i næsten 2 år, at jeg faktisk var på randen til at blive psykisk syg. Men det var jo “bare” angsten, det blev jeg klar over, da jeg var omkring 15 år. Jeg havde stadig ikke snakket med nogen om det, hvilket jeg senere hen har ønsket, jeg havde gjort, så jeg allerede som 13 årig kunne være blevet beroliget og fået nogle gode snakke med en psykolog. Men en dag tvang jeg mig selv til at stoppe de dystre tanker, og på en eller anden måde stoppede jeg igen mine angst-tanker for en stund. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men det hjalp, at jeg havde fået nogle mere “overfladiske” ting at tænke på, jeg følte, det var overfladiske ting, fordi det ikke var noget alvorligt, helt “almindelige” teenage-problemer. Jeg var begyndt at feste lidt, jeg var begyndt at interessere mig for det modsatte køn, og mine veninder fyldte min hverdag, så jeg mættede mig i sociale ting for at slippe for mine tanker. Jeg er stædig, meget stædig og i denne situation hjalp min stædighed mig, men angsten var ikke glemt, den var bare lagt i en slags dvale.

I næste del vil jeg fortælle om, da angsten dukkede op igen, og denne gang på fulde drøn, fordi jeg ikke havde fået bearbejdet mine første angstoplevelser.

Tak fordi du læser med.

Let it go…

Jeg har besluttet mig for at år 2020 skal være det år, hvor jeg får ting ud af mit system – forskellige traumer, dårlige minder og ting jeg hænger fast ved, det skal ud af mit system, så det ikke får lov at fylde på samme måde mere. Det vil stadig være en del af mig og mit liv, og angsten vil nok altid være til stede, men jeg har mere og mere kontrol over den. Og med det mener jeg, at jeg egentlig prøver at gøre det modsatte, ikke at kontrollere den, men lade den sive ind og ud af min krop og mit sind, acceptere den og ikke hænge for meget fast i den med mine katastrofetanker, som tager til jo mere jeg prøver at få kontrol over dem. Man kan ikke kontrollere og styre sin angst og tanker, men man kan begynde at lade det flyve “frit” som strøtanker, og ikke hænge fast. Det jeg beskriver her, kan man kun, hvis man er et nogenlunde godt/okay sted i sit liv, og har et selvværd som fylder mere på den gode måde end den dårlige måde. Jeg har selv været der, hvor jeg slet ikke ville kunne mestre ovenstående, bla. igen i sommers, det er først de seneste to år, jeg er begyndt at kunne det, og det var mine angst-piller, som hjalp mig med at komme dertil. Jeg kunne ikke selv, for jeg gik fra nul til 100 på et sekund, når jeg mærkede angsten, det gør jeg ikke, når jeg er på mine angst-piller og derfor kan jeg bedre bruge de metoder, der virker for mig, for ikke at tage angsten og tvangs -og katastrofetankerne for alvorligt.

Så jeg vil over 5-6 dele (indlæg) fortælle om min angst fra start til hvor jeg er nu. Det første indlæg kommer imorgen, jeg er igang med at skrive på det, men det tager noget tid for mig, det er meget personligt, men samtidig også noget jeg vil kunne dele med andre. Jeg har nemlig selv manglet personlige beretninger og erfaringer fra folk med angst alt den tid, jeg har haft angsten tæt på mig. Der er heldigvis begyndt at komme flere af disse beretninger, men der er stadig mest at finde fakta og faglitteratur, artikler fra fagpersoner og psykologer om angst og andre psykiske lidelser. Det har jo været et kæmpe stort tabu, og er det egentlig stadig på mange måder. Men det er godt at høre det fra de personer, som virkelig oplever det og lever med det, for først der, begynder man ikke at føle sig så alene med det. Man har brug for at kunne relatere. Så jeg vil begynde at åbne mig rigtigt op omkring min angst med detaljer, oplevelser osv., på den måde kan det hjælpe andre og også mig selv, det skal ud, jeg skal slippe det.

Siden sidst

Er der sket lidt.

  • Vi har fået en ny seng herhjemme! Det bedste køb i laaang tid (og dyreste), men alle pengene værd, især for sådan en som mig, som elsker at sove.
  • Jeg er blevet 26 år, igår. Jeg arbejdede hjemme og Frederik havde fri, så vi tog en rolig morgen med dejlig morgenmad. Om aftenen var vi ude at spise italiano. Da vi kom hjem igen, kom to af vores venner forbi til vin og Uno.
  • På tre dage er det lykkedes mig at planlægge re-eksamener for 26 forskellige studerende, samtidig med at jeg også jonglerer med 100 andre opgaver op til forårssemestret, som starter liiige om lidt. Wow
  • Der er også sket det, at Vilma har fået ormekur denne uge, så behøver jeg vist ikke at sige mere….
  • Og jeg har planlagt fødselsdagsbrunch for min familie imorgen, jeg er bare lige kommet i tanke om, at jeg har glemt at købe æg og bacon.. Men cavaen har jeg da selvfølgelig husket, og Cocio’en (og browniekagen).

Jeg ligger i sengen, mens jeg skriver det her indlæg. Jeg er træt, det samme er Frederik, så vi er simpelthen allerede gået i seng. Nu vil jeg lukke ned og overtale ham til at se en gyser sammen med mig.

God weekend 🙂