Del 2 – Angst

Som jeg sluttede første del af med, vil jeg nu i anden del fortælle om, da angsten kom tilbage igen, denne gang for at blive.

Jeg havde, fra jeg var 15 til 18 år, ikke meget fokus på den angst, som nu var gået i dvale. Den tittede dog stadig frem en gang imellem, men lagde sig ligeså hurtigt igen. Det gjorde den ved, at jeg holdt mig i gang med mine sociale gøremål, hver dag, og fest hver weekend med mine veninder, både fredag og lørdag, nogle gange også på torsdage. De år gik med at have det travlt og sjovt, så jeg ikke ville falde tilbage i angstens favn, men desværre var jeg godt i gang med at samle sammen til et kæmpe angstudbrud, hvilket jeg selvfølgelig ikke vidste på det tidspunkt. Jeg fik nemlig heller ikke meget søvn i de tre år. Jeg ville -og kunne ikke gå glip af noget, jeg kunne ikke overskue, hvad der ville ske i mit sind, hvis jeg prøvede at sætte mig ned alene med mine tanker. Det turde jeg ikke. Så jeg var angst for den forhenværende angst de år, men, så kliché-agtigt som det end lyder, druknede jeg den i sociale ting og alkohol.

Jeg gjorde det, de fleste teenagere gør i de år. Men jeg lyttede ikke til mig selv, lyttede ikke til min krop, som skreg på, at jeg skulle sætte farten ned og stoppe op. I baghovedet vidste jeg det måske nok, men, som sagt, jeg turde ikke, for hvad ville der ske, hvis jeg stoppede op.

Vi spoler lige tiden tilbage til, da jeg er 15 år og ikke fokuserer så meget på angsten for at blive psykisk syg mere. Jeg gik ud af 9. klasse som 15 årig, startede derefter på Køge Gymnasium, men havde et elendigt år, hvor de fleste af mine veninder gik i en helt anden klasse, og min egen klasse var ikke sund, i hvert fald ikke for mig. Jeg var den yngste i klassen, nogle af dem jeg gik i klasse med var 18 år, og de gjorde alt for at holde mig udenfor fælleskabet. Hvilket gik udover mit selvværd. Det hele eskalerede ved, at jeg sidste skoledag, for 3. års eleverne, fik hældt en hel ketchup udover mig, det var to 3. års piger, den ene holdt mig fast, mens den anden hældte ketchuppen ud over mig. Min veninde, som var sammen med mig, kunne bare stå og se til, selvom hun også prøvede at stoppe det. De to 3. års piger havde set sig ondt på mig, hvorfor? ja.. fordi jeg talte med en dreng fra deres årgang. Så efter den sommer, sommeren 2010, var jeg færdig med Køge Gymnasium, jeg nåede lige at gå tre dage i 2. g, men ugen efter startede jeg på Køge Handelsskole. Det er en beslutning, jeg aldrig har fortrudt. Jeg havde en fantastisk klasse, tre fantastiske år, hvor vi alle holdt sammen, både piger og drenge. Jeg kendte i forvejen også mange flere på Handelsskolen, så jeg følte mig tryg, da jeg startede. Jeg valgte at gå 1. år om, for ikke at komme ind i en sammentømret klasse. Nu var jeg 16 år, og passede aldersmæssigt meget bedre sammen med dem på min årgang, jeg var ikke længere den yngste.

Men kombinationen af et selvværd med et kæmpe ar (et ar der var opstået på Køge Gymnasium), og nogle år på handelsskolen, som gik med fester meget af tiden, resulterede i et kæmpe panikangst-anfald som 18 årig. Jeg skulle hjem til min veninde, vi skulle gøre os klar og mødes med vores andre veninder, og derefter i byen. Vi gik og gjorde os klar, vi drak drinks og min veninde hev en joint frem, vi røg noget af den, men pludselig kunne jeg ikke engang overskue at tage mine sko på. Jeg kunne ingenting, jeg hørte bare en kæmpe høj lyd i mit hoved, og jeg spurgte min veninde, om hun også kunne høre det, det kunne hun ikke, og dér gik det op for mig, at det var min egen puls, som jeg kunne høre. Mit hjerte bankede hurtigt, meget hurtigt. Jeg blev bange og fik et helt klassisk panikangst-anfald, jeg havde ikke prøvet at få sådan et anfald før, så jeg troede, jeg var ved at få et hjerteanfald. Det endte med, at jeg lå på hendes sofa og følte jeg havde tigerbalsam på hele kroppen. Min far kom og hentede mig, og efter den dag, gik det op for mig, hvad der skete, jeg skulle til at lytte til min krop. Jeg snakkede heldigvis med mine forældre om det, og de kunne fortælle mig, at det var et vaskeægte panikangst-anfald, jeg havde haft. Efter den dag begyndte jeg så småt at åbne op omkring min angst overfor mine forældre, men stadig ikke overfor mine veninder. Jeg ville have, de stadig skulle se på mig, som de plejede, som en med overskud, smil og altid ja-hatten på. Ikke en der led af angst. Det var slet ikke noget, man snakkede højt om dengang og slet ikke blandt unge.

Ovenstående panikanfald skete i efteråret 2012, så det var begyndt at blive meget mørkt. Og en dag jeg skulle hjem til en anden veninde, kørte jeg alene i bil derhjem. Hun boede på det tidspunkt hjemme, det gjorde vi alle jo i den alder, og hendes forældre boede på landet, så der var en lang strækning, hvor jeg skulle køre af en smal vej uden gadelygter. Dér begyndte jeg at mærke panikangsten i min krop igen. Ikke fordi jeg var bange for at køre galt eller var bange for mørket, men jeg blev angst for angsten, angsten for at få et panikanfald i bilen helt alene. Så det fik jeg selvfølgelig, for når man først bliver angst for det, og tænker på det med et ”åh nej”, så begynder man at mærke alt fysisk. Det kan bedst beskrives sådan her: Vejrtrækningen bliver meget hurtig og overfladisk, hjertet banker ligeså hurtigt, som hvis man løb ALT hvad man kunne, alt i kroppen begynder at summe, man får tunnelsyn og kan slet ikke tænke klart. Det føles lidt, som sekundet inden man skal op til en meget vigtig eksamen bare gange 1000 værre og det er altså en kontant følelse, som kan vare ved meget længe.

Så nu skulle jeg døje med det, men jeg prøvede for første gang at arbejde med min angst. Selvom panik-angst er rigtig væmmeligt, så er det ikke den angst, som har fyldt mest hos mig. Den angst kommer jeg til i 4. eller 5. del.

Men år 2012 blev til 2013 og dødsangsten kom tilbage, for min lillebror blev syg. Han fik en nyresygdom, som gjorde, at han var indlagt længe. Først vidste lægerne ikke, hvad han fejlede, de vidste bare, at den var gal. Så jeg gik ind i det år med en panikangst i baghovedet og en voksende dødsangst, igen bange for at miste en jeg elskede ubeskriveligt højt. Heldigvis var hans forløb slet ikke i nærheden af alt det, jeg forstillede mig i mine angst-tanker, men det jeg før ikke havde fået bearbejdet, kom nu tilbage og manifisterede sig, indtil min lillebror var hjemme igen og stabil. Han fik medicin i flere år, men er heldigvis helt rask nu.

Den vinter og starten af foråret i 2013 dannede panikangsten en ny angstgren. Nu gik det stærkt, og alle de år med for lidt søvn og for meget socialt i mit liv, resulterede i en angst for at panikangsten skulle opstå i sociale sammenhænge. Pludselig kunne jeg ikke lide at fremlægge mere, for hvis min hjerterytme steg bare en smule, koblede min hjerne det med det samme til panikangsten. Jeg kunne pludselig heller ikke lide at være på steder med mange mennesker, nu fik jeg hjertebanken bare af at skulle ned kantinen og spise, jeg blev angst for at rødme foran andre, simpelthen angst for at vise kropslige tegn på angst. Følelserne prøvede jeg at pakke væk, dem måtte jeg under ingen omstændigheder vise til andre, sådan havde jeg det, jeg var en fiasko, hvis jeg viste svære følelser.. Hvilket er lidt svært ikke at gøre, når man døjer med angst og oveni havde en syg lillebror.

Jeg bliver helt træt, mens jeg skriver alt det her, og dykker ned i hver en angsttype, jeg har oplevet, som på hver deres måde har invalideret mig i lange perioder af mit liv. Puha… angst er virkelig en fucker, en fucker som vokser, hvis man ikke får gjort noget ved den, den forgrener sig, laver nye veje i luften ud til andre angstgrene.

I næste del vil jeg fortælle om år 2013, 2014 og 2015. Tre meget forskellige år, men nogle år som var med til at jeg i 2015 ikke var helt mig selv mere. År 2015 er også det værste år, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Så det bliver ret svært for mig, at sætte mig ned og skrive om det, men ud, det skal det.

Endnu engang tak for du læser med, jeg håber min ærlighed, kan være med til at hjælpe andre, for det er den eneste måde, hvorpå man finder ud af, at man ikke er alene om at have det svært. 

Del 1 – Angst

Godt. Her er del 1, hvor jeg beskriver min første oplevelse med angst.

Jeg var 5 år og var begyndt, at undre mig over, hvorfor jeg ikke havde en mormor og morfar. Jeg vidste, de var døde, men jeg vidste ikke, hvordan og hvorfor de var døde i en så tidlig alder. En dag spurgte jeg min mor, hvordan det var sket og hvor gammel hun var, da hun mistede sine forældre. Min mor var helt ærlig og lagde ikke et filter over hendes svar. Hun skånede mig selvfølgelig for detaljer, men hendes svar var følgende at; hendes mor, min mormor, havde fået en psykisk sygdom, som på tragiske vis resulterede i, at hun kun efter et par måneder med den psykiske lidelse, begik selvmord. Min mor var kun 12 år, da hun mistede sin mor. Efterfølgende har min familie fundet ud af, at min mormor måske blev fejlmedicineret, for dengang, tilbage i 1983, vidste man ikke meget om psykiske sygdomme. Det var et chok for mig at høre, at min mormor havde begået selvmord og at min mor kun havde været 12 år, da det skete. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, som 5 årig mærkede jeg en angst, en angst for at det samme skulle ske for min mor. Jeg var efterfølgende så angst og rædselsslagen for, at min mor skulle gå igennem det samme som hendes mor, og at jeg så også ville miste hende. Jeg gik med det for mig selv, jeg ville ikke bekymre mine forældre, især ikke min mor. Jeg havde også en utrolig stor medfølelse for min mor, jeg blev ved med at tænke oplevelsen om og om igen, hvad hun havde måtte gå igennem. At miste sin mor, når man stadig er et barn, jeg kunne ikke forestille mig noget værre – selvfølgelig. Men det endte med, at jeg alligevel fortalte om min angst til min mor, jeg fortalte, at hver gang hun blev ked af det, blev jeg med det samme SÅ angst for, at hun nu ville gøre det samme som sin egen mor. Efter et stykke tid slap angsten og tanken mig heldigvis, min mor fortalte mig, at det som skete for hendes mor, aldrig ville ske for hende, og det svar hjalp mit lille 5 årige hjerte for en stund.

Men som 13 årig kom den samme angst tilbage. Bare i en lidt anden form. En pige, der gik en årgang over mig, begik selvmord. Min klasse og skolen fik på en eller anden måde af vide, at hun havde haft en psykisk sygdom, og den var skyld i, at hun begik selvmord.. En kun 14 årig pige. Det var så forfærdeligt, tænk at man kunne få så ondt indeni, at man så det som den eneste og sidste udvej – jeg kunne ikke slippe den tanke. Jeg havde en kæmpe livsglæde og lige pludselig kom en anden side af livet og lagde en skygge over mine tanker og mit sind. Jeg blev igen angst og rædselsslagen, men nu selv for at blive psykisk syg. De eneste to personer jeg kendte til, som havde haft en psykisk sygdom, var endt i selvmord. Så min hjerne lagde med det samme to og to sammen, og en katastrofetanke, som blev min sandhed, opstod – “Hvis man blev psykisk syg endte det altid i selvmord”, det fortalte min hjerne mig. Min 13 årige hjerne kunne pludselig ikke tænke rationelt, ihvertfald ikke omkring psykiske lidelser, for jeg var ramt af en altoverskyggende angst. Den var enorm og den fyldte mit hoved og tanker hver dag. Jeg valgte igen ikke at sige noget til mine forældre, heller ikke mine veninder. Jeg ville ikke have mine forældre skulle blive bekymrede og bange for, at jeg var ved at blive psykisk syg, og jeg ville ikke have mine veninder skulle tænke, at jeg var mærkelig. Jeg følte mig mærkelig fordi jeg pludselig havde så dystre tanker, og ikke var optaget af “almindelige” teenage-problemer. Jeg var så bange hele tiden. Man kan overbevise sin hjerne om alt, især hvis man har angst, så jeg troede i næsten 2 år, at jeg faktisk var på randen til at blive psykisk syg. Men det var jo “bare” angsten, det blev jeg klar over, da jeg var omkring 15 år. Jeg havde stadig ikke snakket med nogen om det, hvilket jeg senere hen har ønsket, jeg havde gjort, så jeg allerede som 13 årig kunne være blevet beroliget og fået nogle gode snakke med en psykolog. Men en dag tvang jeg mig selv til at stoppe de dystre tanker, og på en eller anden måde stoppede jeg igen mine angst-tanker for en stund. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men det hjalp, at jeg havde fået nogle mere “overfladiske” ting at tænke på, jeg følte, det var overfladiske ting, fordi det ikke var noget alvorligt, helt “almindelige” teenage-problemer. Jeg var begyndt at feste lidt, jeg var begyndt at interessere mig for det modsatte køn, og mine veninder fyldte min hverdag, så jeg mættede mig i sociale ting for at slippe for mine tanker. Jeg er stædig, meget stædig og i denne situation hjalp min stædighed mig, men angsten var ikke glemt, den var bare lagt i en slags dvale.

I næste del vil jeg fortælle om, da angsten dukkede op igen, og denne gang på fulde drøn, fordi jeg ikke havde fået bearbejdet mine første angstoplevelser.

Tak fordi du læser med.

Let it go…

Jeg har besluttet mig for at år 2020 skal være det år, hvor jeg får ting ud af mit system – forskellige traumer, dårlige minder og ting jeg hænger fast ved, det skal ud af mit system, så det ikke får lov at fylde på samme måde mere. Det vil stadig være en del af mig og mit liv, og angsten vil nok altid være til stede, men jeg har mere og mere kontrol over den. Og med det mener jeg, at jeg egentlig prøver at gøre det modsatte, ikke at kontrollere den, men lade den sive ind og ud af min krop og mit sind, acceptere den og ikke hænge for meget fast i den med mine katastrofetanker, som tager til jo mere jeg prøver at få kontrol over dem. Man kan ikke kontrollere og styre sin angst og tanker, men man kan begynde at lade det flyve “frit” som strøtanker, og ikke hænge fast. Det jeg beskriver her, kan man kun, hvis man er et nogenlunde godt/okay sted i sit liv, og har et selvværd som fylder mere på den gode måde end den dårlige måde. Jeg har selv været der, hvor jeg slet ikke ville kunne mestre ovenstående, bla. igen i sommers, det er først de seneste to år, jeg er begyndt at kunne det, og det var mine angst-piller, som hjalp mig med at komme dertil. Jeg kunne ikke selv, for jeg gik fra nul til 100 på et sekund, når jeg mærkede angsten, det gør jeg ikke, når jeg er på mine angst-piller og derfor kan jeg bedre bruge de metoder, der virker for mig, for ikke at tage angsten og tvangs -og katastrofetankerne for alvorligt.

Så jeg vil over 5-6 dele (indlæg) fortælle om min angst fra start til hvor jeg er nu. Det første indlæg kommer imorgen, jeg er igang med at skrive på det, men det tager noget tid for mig, det er meget personligt, men samtidig også noget jeg vil kunne dele med andre. Jeg har nemlig selv manglet personlige beretninger og erfaringer fra folk med angst alt den tid, jeg har haft angsten tæt på mig. Der er heldigvis begyndt at komme flere af disse beretninger, men der er stadig mest at finde fakta og faglitteratur, artikler fra fagpersoner og psykologer om angst og andre psykiske lidelser. Det har jo været et kæmpe stort tabu, og er det egentlig stadig på mange måder. Men det er godt at høre det fra de personer, som virkelig oplever det og lever med det, for først der, begynder man ikke at føle sig så alene med det. Man har brug for at kunne relatere. Så jeg vil begynde at åbne mig rigtigt op omkring min angst med detaljer, oplevelser osv., på den måde kan det hjælpe andre og også mig selv, det skal ud, jeg skal slippe det.

Siden sidst

Er der sket lidt.

  • Vi har fået en ny seng herhjemme! Det bedste køb i laaang tid (og dyreste), men alle pengene værd, især for sådan en som mig, som elsker at sove.
  • Jeg er blevet 26 år, igår. Jeg arbejdede hjemme og Frederik havde fri, så vi tog en rolig morgen med dejlig morgenmad. Om aftenen var vi ude at spise italiano. Da vi kom hjem igen, kom to af vores venner forbi til vin og Uno.
  • På tre dage er det lykkedes mig at planlægge re-eksamener for 26 forskellige studerende, samtidig med at jeg også jonglerer med 100 andre opgaver op til forårssemestret, som starter liiige om lidt. Wow
  • Der er også sket det, at Vilma har fået ormekur denne uge, så behøver jeg vist ikke at sige mere….
  • Og jeg har planlagt fødselsdagsbrunch for min familie imorgen, jeg er bare lige kommet i tanke om, at jeg har glemt at købe æg og bacon.. Men cavaen har jeg da selvfølgelig husket, og Cocio’en (og browniekagen).

Jeg ligger i sengen, mens jeg skriver det her indlæg. Jeg er træt, det samme er Frederik, så vi er simpelthen allerede gået i seng. Nu vil jeg lukke ned og overtale ham til at se en gyser sammen med mig.

God weekend 🙂

S for..

Søndag. Ja søndag, og den dag kan godt være fyldt med en slags melankoli, en melankolsk stemning – noget rart er ved at slutte, og imorgen ringer vækkeuret alt for tidligt. Jeg har virkelig nydt, at kunne sove længe i min ferie, det er næsten noget af det, jeg har nydt mest. Jeg elsker at sove, og jeg elsker at kunne planlægge dagen ud fra, hvad jeg har lyst til lige netop den dag, som man jo ofte kan, når man har ferie. Men en anden ting jeg også elsker, det er faktisk hverdagen, og det bliver jeg altid mindet om, når jeg har haft ferie. Hverdagen.. den er faktisk ret så dejlig, ihvertfald hvis man har et job, som man godt kan lide. Hvis man ikke har det, kan jeg godt forstå, man ikke er så stor en fan af hverdagen, arbejdet fylder jo det meste af ens uge.

Kl. er nu 21.58 og jeg skal til at smutte i seng, så jeg kan være nogenlunde frisk til vækkeuret ringer. Jeg skal have en stor kop kaffe med i bilen imorgen tidlig, og tændt for varmen i sædet, og og og endelig et nyt afsnit af Mørkeland! De har også holdt ferie. En anden god og vigtig ting ved hverdagen er, at de Podcasts man lytter til, udkommer igen.

I får lige to billeder med af min søndag. Vilma er selvfølgelig med på dem begge (man er vel kattedame). Et billede hvor jeg prøver at få hende til at sidde stille, mens vi kigger ind i kameraet.. lykkedes ikke, og et andet billede af hende, hvor hun er kravlet ind i skabet mellem Frederiks tøj. Hun er en lille bisse meeeen en meget nuttet bisse, nuttet med stort N (of course)!

Hej fredag

Bridget Jones, en øl, chokolade og bloglæsning står min aften på, nok også X-Factor senere. Vilma sover, Frederik er ude med en ven og jeg vil bare gerne slappe så meget af som muligt, inden mandagen starter. Jeg har lige en enkelt veninde-aftale imorgen, som måske også byder på en gåtur med hendes lille nye hundehvalp, det glæder jeg mig til!

Jeg ville bare lige hurtigt tjekke ind, og hey, prøv lige at se sidens nye look, jeg synes selv, det er blevet ret godt, et friskt pust. (OBS! man kan vist kun se det meste nye på siden, hvis man sidder på computeren og ikke telefonen). Og nu kommer jeg også til at poste lidt billeder hid og der til mine indlæg.

D. 2. januar

Det har indtil videre været en stille og rolig start på det nye år. Igår slappede Frederik og jeg af hele dagen, spiste (selvfølgelig) mad fra Mc’Donalds og så film. Idag har vi været ude og gå en lang tur på et par timer (!). Jeg havde fået ondt i mine knæ i juleferien, jeg tror simpelthen det er fordi, jeg ikke har rørt mig nok, så jeg håber den lange gåtur, hjælper på det. Indtil videre føles det sådan.

Frederik står og laver en simregryderet, lækkert! og jeg har lige googlet efter en ny seng. Jeg har fundet en, en mørkeblå seng, den er både bred og lang (høhø), så det er lige sådan en, vi skal have. Frederik er en meget høj mand med breeede skuldre, så vi skal have god plads, ellers ligger vi dårligt i løbet af natten.

På mandag er min ferie slut og hverdagen kalder igen, men det gør mig egentlig ikke noget, jeg glæder mig (sådan da) til at komme tilbage på arbejdet. Der bliver travlt i januar måned, der er både eksamener, re-eksamen og den sidste planlægning af forårssemestret. Men den klarer jeg.

Næste torsdag sker der en ret stor ting – jeg fylder 26 år! Officielt tættere på de 30 end 20. Men det gør mig heller ikke noget, jeg er klar til de 26, jeg kan mærke det bliver et godt år 🙂 Det krydser jeg ihvertfald fingre for.

Sidste indlæg i 2019

Angsten ligger igen og lurer, men jeg prøver at abstrahere fra den, jeg mærkede især angsten igår, men jeg prøvede at fylde dagen med gode ting – Morgenen startede med to kopper kaffe og derefter kørte jeg hjem til min veninde til fødselsdagsbrunch. Vi havde, som altid, nogle hyggelige timer sammen, og jeg kunne være til stede, selvom angsten var i mit baghoved. Jeg besluttede mig efterfølgende for at handle ind til nytårsaften, hvilket var en noget stressende oplevelse, men det gik, og jeg tog det bare i mit eget tempo. Da jeg kom hjem, lavede jeg noget af maden, som vi skal have idag, bare for at hygge lidt med det og gøre noget godt for mig selv. Det hjælper som sagt altid for mig at lave noget praktisk, når jeg kan mærke angsten. Da jeg var færdig med det, tog jeg et stort glas hvidvin og satte “Bridesmaids” på, så jeg kunne grine lidt, og det hjalp, jeg elsker den film. Den er altid god at se, hvis man ikke har det helt trygt indeni.

Idag er det nytårsaften, det bliver en dejlig aften, Frederik og jeg skal bare hygge, spise god mad, drikke vin og selvfølgelig champagne når kl. slår 12. Jeg har også lavet jordbær med chokoladeovertræk, mmh, mmh, mmh, siger jeg bare, det er altså godt.

Pas godt på jer selv, hvis I skal ud og fyre noget fyrværkeri af, og husk lige de der sikkerhedsbriller!

Snart 2020

Smukt tal! Nu går vi snart ind i det nye år og jeg glæder mig. Jeg glæder mig faktisk altid til nytårsaften og til at afslutte året med manér, starte på noget nyt og friskt. Jeg ved godt, det hele bare er det samme dagen efter nytårsaften (krydret med tømmermænd) – men et nyt år er startet og det er en god følelse. År 2019 har både budt på gode og dårlige dage, det har egentlig været et ret almindeligt år. De bedste ting har været: at flytte sammen med Frederik, mit første år som studiesekretær på et universitet er gået og det har været -og er godt! Vi har fået vores kat Vilma, og min moster og tante fik endelig deres datter. Af de dårlige ting indtager angsten førstepladsen. Jeg havde en forfærdelig sommer pga. den, og et efterår, hvor jeg har skulle kæmpe mig tilbage igen, det er heldigvis lykkedes mig. Selvom det lyder klichéagtigt, så har det faktisk gjort mig en del stærkere.

Nytårsaften kommer til at foregå stille og roligt i år. Frederik er på arbejde, men når han han fri, henter jeg ham og så kommer han hjem til lækker middag og rødvin. Når klokken er ved at slå 12, går vi sammen med et vennepar ned til stranden med champagne og kransekage, der er god udsigt til fyrværkeriet, og jeg elsker fyrværkeri.

Jeg har til det nye år fire enkle nytårsforsæt, nogle ville nok kalde dem kedelige, men altså.. her kommer de:

  • Få ryddet op i alle mine billeder på computeren, de ligger i et stort rod
  • Spise flere grøntsager (jeg elsker grøntsager, men spiser ikke nok af dem)
  • Få gang i en ordentlig opsparing
  • Jeg har et kreativt projekt, som jeg håber, bliver en realitet

Sååå kom godt ind i det nye år – år 2020!

En dum jule-episode

Juleaften er ovre og igår stod den på afslapning herhjemme, idag sker der heller ikke andet en ren afslapning, jeg nyder det!

Frederik holdt jul med sin familie, og idag er han på arbejde, men vi skal heldigvis hygge imorgen og til julefrokost sammen hos min familie på lørdag. Jeg havde en dejlig juleaften med min familie, og dagen startede også godt, men da jeg var på vej i bil hjem til min moster og tante, oplevede jeg desværre noget meget væmmeligt, som jeg lige vil fortælle om.

Det er en køretur på lidt over en time, og jeg kørte alene, jeg hørte musik og glædede mig til at se min familie. Men da jeg er ca. 20 min. fra min jule-destination, skal jeg dreje til højre ud på en stor landevej, hvor nogle folk kører rimelig stærkt. Jeg kan se, der kommer en bil fra venstre, men jeg vurderer, jeg sagtens kan køre ud, men da jeg er kørt ud, og bilen fra venstre nærmer sig mig, begynder den at dytte og give mig det lange lys. Jeg tænker, at han måske syntes, jeg fejlvurderede hans fart og at han lige ville understrege det ved at dytte og give mig det lange lys. Jeg tænker først, fair nok, men så går det hurtigt op for mig, at han bliver ved med at give mig det lange lys. Han tænder og slukker det, tænder og slukker det, og han kører helt tæt på mig. Han sætter også højre blinklys til, så jeg tænker, at han måske gerne vil have mig til at dreje ind til højre og stoppe, så han kan komme forbi mig. Men noget indeni mig siger, at jeg ikke skal dreje ind til højre, jeg kan ligesom mærke, at han ikke har nogle gode intentioner overhovedet. Han er meget aggressiv i sin kørsel og bliver ved og ved med at give mig det lange lys og køre helt tæt på mig. Pludselig går det op for mig, at han følger efter mig. Jeg kører på små snirklede veje og skal dreje mange gange, men han kører med. Der bliver jeg virkelig bange, jeg prøver at tale mig selv ned, så angsten ikke løber af med mig. Han kører efter mig og chikanerer mig i 20 min.! Jeg når at ringe til min far for at sige, der skal være nogle ude i indkørslen, når jeg ankommer, for der er en, som følger efter mig. Manden i bilen bag mig følger mig hele vejen hjem til min moster og tantes indkørsel. Min far er endnu ikke ankommet hos min moster og tante, men min tante og min morbror står udenfor, da jeg kører ind med den anden bil i hælene. Jeg når lige at åbne min dør og ser så, at manden er på vej over mod mig med et sindssygt ansigtsudtryk. Han råber et eller andet med, at jeg godt nok var lang tid om at stoppe. Jeg lukker mig hurtigt ind i min bil igen og låser dørene. Min tante og morbror prøver at snakke med ham, men han er slet ikke til at snakke med. Han truer min morbror og går helt op i hovedet på ham. Min morbror får ham tilsidst til at køre væk, heldigvis, men inden han kører, når han lige at råbe, “jeg ved hvor I bor”, og så kører han to gange mod min morbror lige inden han stopper foran ham. Min morbror nåede heldigvis at tage et billede af nummerpladen, så vi fik ham anmeldt til politiet for chikane kørsel og trusler. De tog det alvorligt og ville lave en sag ud af det.

Så ja, jeg tog simpelthen en psykopat med hjem til jul. Utroligt hvad man kan nå at støve op på vejene. Jeg græd selvfølgelig efter den episode og det sad i mig hele aftenen. Jeg kan mærke, jeg stadig bliver rasende, når jeg tænker på det. Men der skete heldigvis ikke noget. Så et jule-tip fra mig: Husk at psykopater også kører rundt blandt os i trafikken, og tjek lige hvor jeres låseknap i bilen sidder, så man er forberedt, hvis man møder sådan en idiot på sin vej.